Traditionel maskulinitet er i dag en slags uglegylp, der har været igennem feminismens fordøjelse og er blevet spyttet ud på jorden, som et affaldsprodukt.
Jeg går med cowboyhat, har overskæg og en dyb, nasal stemme; det er den sikreste form for prævention i Danmark. Men det betyder ikke noget særligt for mig. Jeg stræber efter at være respekteret for min indsats, ikke at være vellidt af det størst mulige antal mennesker.
Jeg hæfter mig ved noget Albert Camus har sagt:
“Den eneste måde at håndtere en ufri verden på er at blive så absolut fri, at selve din eksistens er en oprørshandling”.
For resten - inden jeg glemmer det: mit navn er Nick Mogensen, jeg er 34 år, medejer af en restaurant og vinbutik, far til en søn og foretrækker et minimalistisk liv med maksimal kvalitet. Jeg er gerne ude i naturen, spiller guitar om aftenen i min campingvogn og læser bøger om emner, der sjældent optager flertallet ved spisebordet.
Den maskuline mands og den feminine kvindes kvaliteter
Det hører sig til manden, at han er pligtopfyldende, stærk, kan tage sin kvinde, er modig, farlig - hvis nødvendigt, selvstændig og i stand til at ride frit på den åbne prærie uden at søge samfundets sutteklud ved de første udfordringer i livet.
Alle traditionelt maskuline mænd vil være i besiddelse af disse kvaliteter med forskellig fordeling. Det er et ideal, der er værd og nødvendigt at stræbe efter.
For kvinder gælder noget andet. En traditionelt maskulin mand vil søge en hengivende, loyal, kærlig, flittig, tålmodig og omsorgsfuld kvinde. Ingen traditionel maskulin mand vil søge en kvinde, der iklæder sig en falsk maskulinitet, som hun fra naturens side ikke har talent for. Det samme gælder omvendt. Mænd og kvinder er eksistentielt forskellige - af en årsag.
De såkaldte “kønsforskere”, som i øvrigt ofte er stærkt feminiserede mænd og maskuliniserede kvinder, gør alt for at markedsføre de bløde, flydende kønsroller, fordi de selv har et problem med at udfylde den fordring, der ligger i den traditionelle maskulinitet og den traditionelle femininitet. Det er svært at udfylde begge, nødvendige roller.
Kønsforskere vil gøre manden til en pibende badeand
Ifølge disse orakler, skal den moderne mand være det modsatte af det traditionelt maskuline - en ufarlig badeand, der piber, når han bliver trykket det mindste på maven.
Han skal være “pap-feminin” for reelt feminin bliver han aldrig - da han er mand. En ulykkelig, testosteronbegrænset, passiv og ufarlig skatteborger, der i sin livstid betaler næsten to millioner kroner mere i skat til fællesskabet end en tilsvarende kvinde - men oh ve, oh skræk om han vover at sige noget til de feminister, der foragter ham - og bruger hans skattepenge.
Det er stærke mænds opgave at sætte rammen for et samfund og beskytte det. Sverige er et eksempel på, at feminiserede mænd og maskuliniserede kvinder tegner sig, som den rene skarntydesaft for et samfunds helbred. “Han blev til hende og hun blev til ham” virker ikke. Sådan har naturen ikke udviklet os. Virkeligheden tager altid stikket hjem, når ideologien møder realiteten.
En maskulin mand lefler ikke for at få sex
Mænd elsker feminine kvinder og heri ligger en skjult fare; for mænd har tendens til at forandre personlighed, hvis de øjner muligheden for sex og/eller kvindelig opmærksomhed.
Skifter en mand personlighed, når han øjner den mulighed, er han karakterløs og sætter sin ære på spil. En ægte maskulin mand, skal kunne afstå fra at lefle for kvinder for at få sex eller falde for krokodilletårer, som er en almindelig strategi for børn og kvinder for at få deres vilje.
Hvis man ser på samfundsdebatten, er latterliggørelsen af mænd standard. Primært hvide mænd.
De skal arbejde, betale skat og så i øvrigt sidde på bænken, som tilskuere til en damesport, de ikke gider se.
Feministerne siger sjovt nok ikke meget til de nytilkomne, islamiske mænd. De ved godt, at de er mere aggressive og mindre fredelige end de danske, der jo har mistet det meste af bidstyrken, skulle det ende med en tvekamp.
Feministers strategiske jammer
Den danske mand er nem at skyde på. Selv den mest banale kritik af dette eller hint feministiske nonsens, kastes straks for hundene, som konspiratorisk sexisme, kvindehad og osv. I kender efterhånden remsen, som kommer, som en spiseseddel ved enhver diskussion.
Der er tale om strategisk jammer med en foregøglet hjemmel. Det handler om at få magt; magten til midler, man ikke selv har arbejdet for og magten til at definere, hvad der kulturelt skal belønnes. “Vi skal have mere mavefornemmelse og mindre meritokrati” lyder opdraget.
De eneste, der kan vende og genvinde en svær balance mellem kønnene, er mændene. Ved at maskulinisere sig op.
Den traditionelt maskuline mand er den eneste stopklods for de ekspansive, evigt utilfredse feministiske muftier, der kulturelt har placeret sig i vigtige institutioner og omgivet sig med spytslikkende, feminiserede mænd, der om det gjaldt deres liv, ikke turde stå ved en kritik af feminismen.
Disse svagelige mænd er som medløberhippierne i 68’er-bevægelserne, der var mest optaget af at føle sig, som en del af gruppen og syntes, at det så fedt ud med langt hår og et pandebånd med en påfuglefjer sat i.
De borgerlige har ikke givet modspil
Der er ikke noget glasloft i Danmark; der er til gengæld et bedetæppe, som vi bruger til at løfte unge kvinder op på en piedestal. Og man skulle tro, at de borgerlige ville have givet denne udvikling modspil, men logebrødrene forsvandt, fordi de også lå under for behovet for kvindelig accept og opmærksomhed - og fordi selv har svært ved at efterleve den fordring, den forpligtelse det er at udfylde de store sko, som er den traditionelt maskulin rolle kræver.
At være en traditionelt maskulin mand er meget mere krævende end at være en svagelig mand med et kvindagtigt mindset. Det er også sværere at være en traditionel feminin kvinde, fordi det indebærer, at man på afgørende punkter må erkende, at manden er bedre og mere egnet til visse ting og, at man selv har styrker, der overgår mandens i andre af livets facetter. For begge køn er den nuværende kultur en hvilepude, der skaber apati - kvinderne fokuserer på at nedbryde og manden foragter det opbyggelige.
Mænd har ikke brug for mere samtaleterapeutisk følelsesbullshit. De forcerede tårer, der afkræves os, når vi møder problemer, skaber apati hos mænd.
Mænd skal løsne sig fra det feminiserede samfunds moderkage
Vores følelsesliv er anderledes; ikke værre eller bedre end kvinders, men anderledes. Vi har brug for en kurs, en mission, der kræver planlægning. Som med et skib, er mænd sikrest i havnen, men det er ikke det, vi er bygget til: Vi er bygget til at komme ud på det åbne hav og skrive vores eget eventyr. Vi vender hjem til vores havn, vores kvinde, tids nok.
Mænd skal løsne sig fra det feminiserede samfunds moderkage og lære at stå på egne ben. Være stærke, tillidsvækkende, ærefulde, beskyttende og tilegne sig visdom. Tomaten er klassificeret, som en frugt; det kræver visdom ikke at bruge den i en frugtsalat.
Det er kontraproduktivt, at vi overlader forfatterskabet af vor tids “maskulinitet” til såkaldte “får-skere” og “feminister”, der ikke i nogen forstand har vores bedste interesse for øje.
Vi er fra naturens side udstyret med et fint kompas for ret og vrang. Det skal ikke forstyrres af ideologisk højspændte modpoler, men styrkes og dyrkes af traditionelt maskuline forbilleder.
Den mand, der over tid og med blod, sved og tårer udvikler sig til at være en “superior man”, som Deida ville kalde det, er den mand, der efterlader et vakuum, når han forlader lokalet.
Han er en intens, stærk og forbilledlig karakterfast mand, der vækker både ærefrygt og beundring hos kvinder og andre mænd. Det er den mand, der er idealernes beskyttende fader. Det er den mand vi skal have fremelsket.
