Kollektivet Tilsammans ledes af Göran med milde øjne og rødblond skæg; han er indbegrebet af den bløde mand, som rødstrømperne har efterlyst. Han og makkeren, den homoseksuelle væver og strikker Klas, har en utopisk vision for deres kollektiv, og der er altid plads til flere beboere. Således også Görans voldsramte søster, der flytter ind i kollektivet med to kontrære børn.

Göran er kæreste med den noget yngre skønhed Lena, året er 1975, og de marxistiske paroler rimer på fri seksualitet. Derfor må Lena selvfølgelig godt have sex med andre, hvis hun har lyst til det.

Lena, Göran og Erik
Lenas valg falder på kollektivets chefideolog, den kønne, men fåmælte Erik. Göran tager det pænt, selv når de to har larmende sex, og Lena efterfølgende fortæller ham, at først med Erik har hun fået orgasme. Der er tilsyneladende ingen grænser for Görans omsorg, tolerance og rummelighed.

Da den selvoptagede, umodne Lena, hans store kærlighed, på et tidspunkt ligger syg i sengen, dumpet af elskeren, kommer han selvfølgelig op på kammeret med en tallerken mad. Men i stedet for at sætte tallerkenen på natbordet smækker han indholdet i synet på en lamslået Lena.

Med denne chokagtige scene får den svenske instruktør Lukas Moodysson tilføjet en kritisk, ubehagelig brod til en film der, ellers langt hen ad vejen kaster et humoristisk, overbærende blik på et tidstypisk kollektiv, de småborgerlige omgivelser og alle dårskaberne.

Den scene er ikke bare en detalje blandt mange, men et ”bistik”, der bliver ved med at genere tilskueren.

Ensemblefilmen Tilsammans fra 2000 er blevet en moderne klassiker. Tidsbilledet og ABBA-musikken sidder lige i skabet. I 2023 kom der en opfølger, Tilsammans 99, der handler om en gensynsfest i det stærkt decimerede kollektiv i 1999.

Göran har vist ikke lært noget, og Lena er stadig smuk og dejlig. Filmen er en bittersød pendant til den amerikanske film Gensyn med vennerne af Lawrence Kasdan fra 1983.

Göran som type
Skuespilleren Gustaf Hammarsten, der spiller Göran, er siden blevet typecastet i et par svenske tv-serier. I Sølykken (2018), en humoristisk familiehistorie, spiller han ægtemand til en dominerende, passiv-aggressiv, perfektionistisk kvinde. Iklædt afslappet striktrøje vil han bare gerne have, at folk hygger sig. I Mord i skærgården (2010-2025), en krimiserie med en kvindelig hovedperson, spiller han den følsomme og valne politikommissær, der gang på gang bliver korrigeret af sine kvikke, handlekraftige medarbejdere.

Man ser den samme mandetype fremstillet i satireserien Solsidan (2010-2025), hvor man følger to familier i et rigt område udenfor Stockholm. Tandlægen Alex slår alle rekorder i akavet, behagesyg og konfliktsky adfærd, og den nyrige Frederik kan ganske vist strø om sig med penge og statussymboler, men når hans kone vil have sin vilje, bliver han blid som et lam.

Der tegner sig i det hele taget et mønster i film og tv fra broderlandet. Den feministiske stormagt Sverige excellerer i fortællinger om svage, handlingslammede mænd.

En lavine ændrer alt
Stjerneinstruktøren Ruben Östlunds film Force majeure fra 2014 skildrer en middelklassefamilies skiferie i de franske Alper. Det sker tableauagtigt og med storladen musik, iblandet tåkrummende dialoger om det, der gør ondt i parforholdet og familien. På en af feriens første dage nærmer en lavine sig skisportsstedet, tæt på den restaurant hvor far, mor og to børn lige har fået serveret maden.

Manden er sikker på, at det er en ”kontrolleret lavine” og filmer løs. Da lavinen kommer helt tæt på, går der panik i folk. Kvinden forsøger forgæves at komme væk med de to børn, hvorimod faderen bare stikker af. De slipper med skrækken og ufarligt snedrys, men alt er forandret i den ellers så perfekte svenske kernefamilie med elektriske tandbørster og ens skiundertøj.

Kvinden begynder at stille spørgsmålstegn ved alt, især ægtemanden og deres forhold. Mandens reaktion kommer i faser af forskellig intensitet. Humor og patos støder sammen i en film, der undersøger snarere end tematiserer kønsroller og familiemønster. Ligesom i filmen Tilsammans bliver der en rest af noget ubehageligt tilbage, noget ukontrollerbart.

Kønsroller og kønskamp indgår også i Östlunds senere film, The Square (2017) og Triangle of Sadness (2022).

Kvindelig dominansadfærd
I dansk film og tv bliver manden ofte reduceret til en bifigur. Det handler om kvinderne og deres selvrealisering. For eksempel i Oh Happy Day fra 2004, hvor hovedpersonen i frustration over sin tørvetriller af en ægtemand kaster sin kærlighed på en amerikansk gospelsanger.

Af nyere eksempler på den filmskabelon kan nævnes Madklubben (2020) og Rom (2024). I En enkelt til Korsør fra 2008 kommer en nyuddannet ph.d. og ekspert i romantisk kærlighed(!) til provinsen for at starte et nyt liv som HF-lærer. Den kvinde, han forelsker sig i, viser sig at være lesbisk, og hendes interesse handler kun om den sæd, som han kan levere til hendes eget parforhold.

Han må stille sig tilfreds med at blive en ”medfar”, der bliver inviteret til fødselsdage og andre familiære begivenheder.

DR-serien Arvingerne (2014-17) er en familiehistorie med hemmeligheder. De markante, handlekraftige hovedpersoner er alle kvinder, tillige hende der arver det hele. De mandlige karakterer rangerer fra fantast og ulykkesfugl i udlændighed til følelsesforkrampet, materialistisk advokat med perfekt facade.

Prisen som uduelig mand tager eksmanden til den afdøde kunstnermatrone, en overvintret, selvcentreret hippie, der bor i et skur i haven. Han har lige fået barn med en meget ung kvinde, endnu et forhold som han ikke magter.

Mønsteret med dominerende kvinder bliver endnu mere tydeligt i DR-serien Generationer (2025), anmeldt her.

Det er en historie om kvinderne i en familie, centreret om bedstemoderen og en grufuld hemmelighed. Mændene er støttende og forstående, og kvinderne fremturer mestendels på en nærmest maskulin måde. Kønsrollerne er vendt om. Samtidig er hovedpersonen et offer for patriarkatet og mandligt svigt, og hendes kriminelle handling i fortiden forklares hermed.

Danske narcissister
To danske film skiller sig ud i en lind strøm af film og tv-serier, der tager kvindernes parti: En frygtelig kvinde fra 2017 og Dronningen fra 2019. I førstnævnte, sorthumoristiske film indleder en velmenende ung mand et hedt forhold til en smuk, intelligent kvinde med sociale ambitioner.

Hun psyker ham efterhånden til at makke ret i et og alt. Selvom han indimellem yder modstand, må han til sidst kapitulere som den underdanige ægtemand og barnefader, han er blevet til i kvindens narcissistiske, omhyggeligt iscenesatte univers.

Dronningen er en fuldtonet tragedie og et helstøbt, symbolladet filmværk. Hovedpersonen er en succesrig advokat med speciale i voldtægtssager. Hun indleder et passioneret forhold til sin unge samspilsramte stedsøn, der har flirtet med hende. Det sker for næsen af en intetanende ægtemand og to døtre.

Da hun vil fremtvinge en afslutning på det farlige forhold, går det galt. Stedsønnen fortæller sin far om det, og hun benægter alt for at redde sit ægteskab - og sin egen familie.

Begge film er blevet opfattet som kontroversielle i et Danmark, som er blevet mere og mere domineret af nyfeminismen og dens offergørelse og glorificering af kvinder. At filmene har fået så stor publikumssucces, taler sit tydelige sprog. Mændenes perspektiv er vigtigt. Både for mænd og kvinder.