Den bog af Michel Foucault, som jeg sætter højest, er Viljen til viden fra 1976. Nogen vil sige, at det er, fordi jeg selv har oversat den (La volonté de savoir kom på dansk i 1978), men forholdet er nu det omvendte: Jeg meldte mig som oversætter, fordi jeg syntes, at bogen var den stærkeste indtil da begået af Foucault.
Adskilligt står tilbage af den bog, bestemmelsen af forholdet mellem det biologiske og det politiske, Foucaults magtopfattelse, og ikke mindst begrebet italesættelse, der af en eller anden grund er gået hen og blevet mere udbredt på dansk end på fransk.
Det fede ved at oversætte bogen dengang i halvfjerdserne var, at magtopfattelsen i den herskende ideologi var just den, som Foucault gjorde op med. Ifølge marxismen var magten en undertrykkelse af en oprindelig, fri subjektivitet, og det var psykoanalysen stort set enig i. Foucault hævdede derimod, at den undertryktes identitet var skabt af magten.
Sprogets magt er organisk
Man kan udtrykke det sådan, at det er mindre afgørende at være for eller imod end at sætte selve den dagsorden, inden for hvilken man kan være for og imod. Det er det, Foucault kalder italesættelse. Magten består ikke i noget, magten er ikke noget, man kan have, magten udspiller sig i et strategisk forhold, hvor det handler om at sætte dagsordenen.
Foucaults eksempel i Viljen til viden er seksualiteten – bogen udgøres af nogle sonderinger til forberedelse af Foucaults stort anlagte seksualitetshistorie. Hvad man kan vise med denne historie, er som minimum, at seksualitetens kategorier ikke altid har været dem, som vi har nu. Der har ikke altid været delt op i heteroseksualitet og homoseksualitet, transseksualitet og biseksualitet, eller moden og infantil seksualitet. Der har været andre inddelinger.
Ved at kæmpe for sine rettigheder som homoseksuel eller transseksuel kæmper den, som gør det, ikke kun for homoseksuelles eller transseksuelles rettigheder, vedkommende kommer dermed også til at kæmpe for de kategorier, for den dagsorden, som er sat for længe siden, af den seksualvidenskab, som tog sin begyndelse i det 19. århundrede.
Tilbage til klostrenes munke
Det gavnede ikke just Foucaults sag blandt psykoanalytikerne, at han påviste, hvordan mange af de kategoriseringer, som Krafft-Ebing, Stekel og Freud og de andre var sysselsatte med, gik tilbage til munkenes håndbøger over diverse synder. Munkene måtte skam have nøje kendskab til de menneskelige perversiteter for at kunne udmåle, hvor mange ave maria'er der skulle siges, eller hvor mange vokslys, der skulle brændes af. Psykoanalysen skulle imidlertid være videnskab, så det var ikke velkomment at minde om det.
På mit spørgsmål, hvornår han ville nå frem til Masters og Johnson, svarede Foucault, at så langt regnede han ikke med at komme. Undersøgelserne var ikke samtidshistoriske. Men på en måde var han der allerede.
Foucault skelner i Viljen til viden mellem ars erotica og scientia sexualis. Det kan virke som en geografisk opdeling: Østen og Vesten. Men det er nu også en historisk.
Kvindens seksualitet stærkere end mandens
Min generation, og generationen før, måbede over Masters og Johnsons forsøg, som afslørede den kvindelige seksualitet som meget stærkere, rummende langt større potentiale for orgasme end den mandlige. Hvad forskerparret fremlagde af dokumentation er dog ikke andet, end hvad der er blevet sagt for længe siden. Ovid siger det i Elskovskunsten, der er en bog skrevet af en mand til andre mænd:
Vores køns drift er ikke så vild, men mere begrænset:
Det er for hannens potens, naturens grænser er sat.
Ovids digt er fra år 1. f.Kr. Vi har med andre ord vidst det hele tiden. Men det har ikke alle dage været videnskab. Og så tror vi nutidige ikke på det. Vi skal have alting serveret som videnskab. Digte er noget, der taler til vores følelser. Sådan har enhver epoke sit sprog, og hvis man ikke taler det, får man ikke epoken i tale.
Vor tids italesættelser
Sådan har enhver tidsalder sine italesættelser. ”Seksualitet” er en italesættelse.
Men der er mange andre. ”Generationskløften” er en italesættelse. ”Teenager” er en italesættelse. Eller ”velfærdssamfundet”. Eller ”risikosamfundet” eller ”videnssamfundet”. Eller ”ældrebyrden” eller ”Udkantsdanmark”. Og ”gamle, hvide mænd” er en italesættelse, og "venstreorienteret” er en italesættelse. Alt sammen er det mere eller mindre bevidst fundet på, eller opstået mere eller mindre ubevidst.
Og mere eller mindre belastende. Det er svært at rejse sig som ældre, når man først er gjort til en byrde. Og det er svært at markedsføre et område, der er blevet udkant. Sådan kæmper vi om ordene – fordi vi i sidste ende kæmper om at sætte dagsordenen, der afgør, hvordan vi kan forvente at blive behandlet.
”Ikke hvem som helst kan når som helst sige hvad som helst”, lyder Foucaults gyldne regel. Prøv selv! Du kan måske nok sige ordene, men de bliver ikke hørt. Og sjældent fordi det står skrevet, at man ikke må sige sådan eller sådan. Magten fungerer bedst i det skjulte. Den sande magt har ikke noget navn, den er anonym.
Pludselig siger alle sådan eller sådan. Man ved ikke, hvor det kommer fra, men det får sin egen autoritet, det autoriserer sig selv, alle siger sådan, fordi alle siger sådan. Selv ordet ”italesættelse” er det gået sådan, i det mindste på dansk.
I det mindste er der et arbejde at gøre med det ord. Det tilsiger os at blive opmærksom på de måder at tale om noget på, der til en given tid sætter dagsordenen. Et tålmodigt arbejde for ikke at købe samme dagsorden.
At være medløber er at løbe med tidens italesættelser.
Du kan også læse en artikel, som Søren Gosvig har skrevet til Sprognævnets tidsskrift om emnet her: december-2008-pdf.pdf (dsn.dk)
Søren Gosvigs artikel begynder på side 7
