Folk finder deres pladser. Den første tale er allerede i gang. Jeg skimmer rummet og ser kendte ansigter, nogle genkender jeg kun fra billeder, men har endnu ikke fået hilst på dem. Vi er til Marianne Stidsens bogreception.

Der tales om borgerlighed og den værdikamp, der raser for fuld kraft i tiden. Jeg mærker, at jeg ikke længere lytter; mine tanker begynder at vandre! Jeg forsvinder en smule. Hvad er kernen i den borgerlighed, jeg så ihærdigt forsvarer?

I en tid, hvor globalisering, kulturel diversitet og flydende strukturer præger alt fra vores relationer til hinanden til måden, vi arbejder og forstår os selv på, kan det være fristende at betragte grænser som noget gammeldags eller måske ligefrem undertrykkende. Men hvis ”grænseoverskridelse” har negative konnotationer, hvorfor har begrebet ”grænser” så også? For måske er det netop i grænsesætningen, at vi finder borgerlighedens kerne.

Grænser udviskes
Vi har gennem nogle årtier set en udviskning af grænser mellem det professionelle og det personlige, den autentiske leder, mellem det private og det fælles, grædemanden på tv eller Facebook, hvor det private pludselig er blevet tilgængeligt, det indre bliver til det ydre.

De traditionelle skel mellem forældre og børn er blevet mindre tydelige, børnevoksen er vokset frem med deres små tophuer. Ja, sågar med skateboard under armen, et symbol på flydende grænser, hvormed rystelser skabes gennem hele opdragelsen. Grænserne mellem arbejde og fritid er blevet så udviskede, at vi i frihedens navn fik stress som folkesygdom.

Den horisontale identitet
Identitet bygges nu horisontalt, idet den formes gennem de relationer, man tilfældigt indgår i, og de spontane kontekster, man er en del af. Omridset af mine opvækstvilkår, mit ophav eller mit fødested nedbrydes. Jeg er den, jeg bliver: det vil sige, jeg er altid på vej, og derved opløses mit hvilested også: Det grænseløse menneske er derfor et forpustet væsen.

Vi ser en klapjagt på friheden, og derved opløses vores grænser. Vi risikerer dermed både at miste pusten og orienteringen. Hvor mange grænser kan viskes ud, før vi står uden retning og fast grund?

Borgerligheden begynder nedefra
Borgerlighed begynder med individet, familien, naboskabet, lokalsamfundet, idrætsforeningen, fødebyen, nationen, kulturen – som i dette tilfælde er den vestlige. Det betyder, at der er en klar skelen og dermed grænse mellem disse enheder. Den borgerlige tanke insisterer på, at ytringsfriheden peger tilbage på mig som individ, ikke på flokken.

Borgerlighed er magtdeling, ville filosoffen Odo Marquard proklamere. Dette understøttes ved stemmeboksens gardiner: en grænse mellem mig og alle andre vælgere, hvor grænsen beskytter det unikke i individets valg.

Grænsesætning er en borgerlig dyd
Når staten overskrider hjemmets grænser, klemmes autonomien ud af borgeren. Den politiske filosofi og borgerens suverænitet udfordres også, når andre kulturer udvisker normerne for, hvad det vil sige at være borger i et demokrati.

Når religion krydser grænsen til politik, udvides demokratiet ikke – det undermineres, hvis skellet mellem religion og stat udviskes, og hvis grænsen for ytringsfrihed ikke går ved opfordring til vold, men ved, hvad religion eller følelser kan tåle, reduceres orden.

Derfor er grænsesætning en borgerlig dyd, som handler om at bevare det unikke for den enkelte. Forholdet mellem min fødeby og hovedstaden er ikke blot en geografisk opdeling. I den borgerlige tanke er selvstændighed på det lokale niveau en styrke, ikke en svaghed.

Et udvandet Starbucks-fællesskab
De fleste kan i dag nævne de fleste politikere på nationalt plan, men ikke nævne en lokalpolitiker. I globaliseringens ragnarok risikerer vi, at alt bliver reduceret til det samme. Vi kæmper for mangfoldighed, men i et forsøg på at omfavne alle kulturer, kan vi ende med at udvande dem til et Starbucks-fællesskab uden dybde.

Er det virkelig mangfoldighed, hvis alle vores kulturelle særpræg er blevet sløret i globaliseringens navn? En grænseløs konsistens. Vi har et rigsfællesskab, men 'fælles' betyder ikke 'ens', men netop 'fælles'. Derfor er de grønlændere, og vi er danskere, men vi vil gerne hinanden.

Grænsen mellem mand og kvinde skaber ligeværd
Når ligeværd mellem kønnene i en familie bliver tydeligt, viser det, at hvert medlem er unikt. Grænsen mellem mand og kvinde gør det muligt for os at tage særligt ansvar for hinanden. Aldersgrænserne i familien markerer samtidig en tydelig adskillelse mellem voksne og børn, hvilket skaber den forudsigelighed og tryghed, der er afgørende for familiens dynamik.

På samme måde er grænserne i EU ikke blot en juridisk konstruktion, men et forsvar for selvbestemmelse. Borgerligheden værner om det nationale som en række unikke kulturelle enheder, der ikke skal opløses i en homogeniseret masse.

Nationens grænse er et skjold mod anonymitet og magtesløshed
Når det nationale afgrænser en enhed i et større fællesskab, bliver det et skjold mod den anonymitet og magtesløshed, som truer individet i en verden, hvor beslutningstagning ofte er fjernt fra borgeren.

Når kulturer og identiteter ofte udviskes, risikerer vi at miste det unikke, der definerer os. Den borgerlige tanke forstår dette. Disse værdier er ikke nødvendigvis universelle, men de er vores: et resultat af vores egen historie og kultur, og de kræver grænsesætning for at overleve.

Yvonne kunne smage essensen
Måske er det slet ikke så svært at forstå, når vi lader Yvonne forklare det i ”Olsenbanden går i krig”:

"Benny, du har som sædvanlig ikke forstået noget som helst af det hele. Det har vi prøvet engang før. Vi husker alle sammen hvordan det gik. Man kan ikke bare rive sig løs fra al ting. Man kan ikke uden videre forlade sit fædreland og de danske strande. Bøgeskoven, de lyse nætter, fjernsynet og alting. Og så bare sætte sig ned med palmer, flisegulv og perleforhæng. Så er det, at det ender med drikfældighed og menneskelig tragedie. Så er det man lærer, hvad det vil sige at være dansk og hvor vigtigt det er at få sin sjæl med sig”

Den oprigtige borgerlighed er grænsesætningens virkelighed. Den forstår med Yvonnes ord, at man ikke bare kan rive sig løs fra alting. Frihed, demokrati og sammenhængskraft er ikke naturlige tilstande, men skrøbelige konstruktioner, der kræver klare grænser for at bestå.

Danmark er mit hjem
Derfor er de ikke et udtryk for eksklusion, men for beskyttelse af det unikke og det særlige, der, hvor sameksistens giver livet retning. Morten Korch skrev:

"Danmark er mit hjem, og hjemme er, hvor hjertet finder fred."

I en opløsningstid er det borgerlige projekt måske netop at erkende, at grænser er en borgerlig dyd, tænker jeg, i samme øjeblik åbner min datter døren. ”FAR!!”

 Jeg er hjemme igen…