Oprindeligt havde jeg på forhånd for denne uges indlæg puslet med en ide om demokratiske forskelle på frygt for lovgivning og værdimæssig samklang i gensidig respekt og den slags.
Men til tider trænger verden sig på og 13/7 fandt en hændelse sted der svært lader sig ignorere: attentatforsøget på præsidentkandidat for USA, Donald Trump. Et sådan attentatforsøg kommer i kølvandet på bl.a. mordet på Japans tidligere premierminister Shinzo Abe i juli 2022 og det nylige attentatforsøg på Slovakiets premierminister Robert Fico i maj i år.
Hver for sig kan de nemt virke enkeltstående og som et kulturelt problem der kan finde sin årsag i det enkelte land og lige med USA er det lige så nemt at pege mod f.eks. lad os kalde det, en moderat reguleret våbenlovgivning og man kan tænke over om weekendens attentat havde været sket med en strammere våbenlovgivning.
Der er dog noget der taler imod dette. Et land som Japan har f.eks. meget lidt historie for politisk vold af denne karakter og en stram våbenlovgivning, og her stoppede det ikke attentatmanden fra at få våben i hånd. Mordet på Abe udløste da også en heftig indenrigs debat om sikkerhed omkring politikere og det japanske demokratis tilstand, fremfor en debat om våbenlovgivning.
En ny tanke fortrængte derfor min oprindelige ide, eller i hvert fald kalibrerede den. For set oppefra tegner der sig som det mindste et tiltagende mønster af at demokratiets funktion som repræsentativ styreform er under pres, og at dette fordres og holdes i live ved offentlige meningsdannere og perspektiver, der i forforståelse er præget af en konkret aversion mod nuancer der udfordrer det personlige verdensbillede.
Dette indlæg bliver dermed det første af tre om perspektiver på demokratisk dannelse, og hvor de dyder, der skaber dette, findes. Og hvorfor de findes netop der.
Når meningsdannere fra kulturparnassets øverste hylde leder med lys og lygte efter hovedårsager til bl.a. lørdagens attentatforsøg, bliver flugten fra egen rolle tydelig og det illuderede selvbillede forstærket af rudimentær dydssignalering krakelerer.
Man skal bare søge tilbage i strømmen af opslag på SOME på selvsammes profiler. Fra at kalde Trump nazist og Hitler til at erklære ham som farlig for verden er en retorik, der legitimerer vold, had og fjernelse af en politisk modstander. Dette har været modus operandi for venstrefløjen siden hans første præsidentperiode og er fortsat i tiden efter.
Venstrefløjens systematiske brug af dehumanisering
Attentater mod statspersoner vækker opsigt og fremstår altid som klare angreb på den fredelige parlamentarisme, som demokratiet bekender sig til, og samtidig er disse attentater, om end deres alvor, kun det øverste lag af en bagvedliggende demokratisk problematik, nemlig den desværre toneangivende venstrefløj og dens systematiske brug af dehumanisering og dæmonisering, der med attentatforsøget på Trump i fuld flor afslørede sig som et reelt symptom.
Et symptom på en social patologi der nu findes i alle lag af venstrefløjens tilgang til “politik” og menneskelivet.
Samtidig lader der til at være en udpræget mangel på selvindsigt og evne/vilje til at tage ansvar for egen adfærd og retorik og en rykken af målstolper for moralsk legitimering af både vold og totalitær fortielse af stemmer, der går imod deres version af virkeligheden.
Udskamning og vold er åbenbart tilladt når man har den “korrekte” holdning, og det korrekte lader til at være en grænseløs og diffus målestok for både personlig etik såvel som evne og vilje til at vide om egen forforståelse.
Denne udtræden fra egen rolle og påvirkning vidner samtidig om en dobbelttydighed, hvor mennesket er en del af fællesskabet, når man for at påvirke verden til det bedre, skal have andres penge for at hjælpe sine moralske dydsprojekter i form af f.eks. overseksualiseret Woke påvirkning af børn, uhæmmet immigration og had til mænd, men pludselig, når man skal stå til ansvar for eget negative bidrag, nu står som individ og helt fri for at påvirke og have ansvar i fællesskabet.
Samme forvrængede dobbelttydighed ses ved, at det socialistiske segment konstant påpeger at andres racisme, transfobi, kvindehad osv. skaber grobund for had mod uskyldige, mens man fritager egen retorik for ansvar og effekt.
Rollemodellernes svigt af ansvar
Når det kommer fra personer, der har massiv dominans i informationsstrømmen qua et statsfinansieret (andres penge) og politisk forudindtaget medie med definitonsmagt og magt til censur, bliver det endnu mere demokratisk speget.
For hvilke værdier har de mennesker, der står bag sådan adfærd, og hvor langt påvirker disse personlige følelsesholdninger? Det der bør være, om end tilstræbt, et objektivt virke med blik for mindretallene? Et virke der har afgørende betydning for andre menneskers liv og trivsel.
Det bringer ikke mere bare en tvivl, men hos mig en overbevisning om, at der ikke eksisterer en bevidsthed om det ansvar, der hviler på rollemodeller og ledere når man forvalter magten.
Fra en tvivl i 2020 henover en forfejlet og forløjet corona-håndtering og efterfølgende det ene paniske parlamentariske værdiskred efter det andet i en tour de force fremvisning af mangel på personlige demokratiske dyder.
Fra ekkokamre, underlødig retorik og dehumanisering af alt, man ikke forstår, til konkret censur af viden, der modsiger ens politiske spin og negligering af ofre for de beslutninger, man har truffet, står manglen på kardinalpunkter af demokratisk dannelse tydelig.
En sådan mangel har skabt den halvdannelse vi er vidne til i beslutningsapparatet og i den offentlige debat og er foranlediget af de, der mangler den, ikke de, der har den.
Og det er her forskellen på borgerlighed og socialisme står i relief: at ville tilrane sig positioner i samfundet, der kan tvinge andre til at følge ens vilje, uanset midler, og borgerligheden der mindre tydeligt og via mellemmenneskelige mekanismer søger at forbedre verden ved at forbedre individerne (og deres vilkår). Det er trods alt individerne, der udgør verdens indhold og strømninger.
"Alle tænker på at forandre verden, men ingen tænker på at ændre sig selv" (Tolstoy)
