Danmark skal have en ny fortælling, for Danmark har fået en ny fjende. Han har været der i 67 dage. I skrivende stund. Landet er i nød. Det mangler både våben, vand og fortælling. Fjender og farer myldrer frem og vil opsluge os. Soldaterkammerater, foren jer. Prep nu. Glem klimaet. Uden fjende, intet folk. Men hvad kommer først? Først skal fjenden opfindes, dernæst kommer folket og fortællingen.

Den nationale fortælling dur ikke længere. Den byggede på, at svenskerne og dernæst tyskerne var fjenden. Tyskerne duede ikke længere, da vi kom med i EF, fordi England blev medlem. Vi var fjendeløse og indførte indvandrerstop i 1973. Der var kold krig, men kommunismen kunne ikke være en fjende. Kommunistfrygt var ikke velset.

Irak, Rusland og Trump
På et tidspunkt opfandt USA en ny fjende. De manglede ganske enkelt en. Fjenden blev Irak. Og så gik USA i krig mod Irak, og Danmark fulgte trop. Eller formuleret som David Campbell gør i Writing Security: ”Den 2. august 1990 blev Irak en fare for USA.” Selvom Irak ikke truede USA. Irak var heller ingen fare for Danmark, men det er underordnet. Det gælder nemlig om farer: De har ingen objektiv status; de er resultater af fortolkninger.

Den 24. februar 2022 blev Rusland en fare for Danmark. Faren er så stor, at de må genindkalde hjemmeværnet på Bornholm, og den har også fået TV 2 til at genudsende alle Soldaterkammerater-filmene fra Den Kolde Krig. Hæren skal gøres populær, og der skal kvinder med ligesom i filmene. Farer og fjender er overalt, men de har stadigvæk ikke nogen objektiv status. De har jo ikke set en fare i Rønne, og der er snart udsolgt til Northside-musikfestival. Værre er det ikke.

Den 20. januar 2025 blev Donald Trump indsat, mens survival-of-the-richest-techgiganterne – Facebook, Pay Pal, Google, Amazon – smilende så til sammen med bl.a. Italiens Georgia Meloni og den tyske AfD-politiker Tino Chupalla. Fra den dag blev USA en fare og en fjende.

Skabelsen af et folk
De to fjender har genskabt folket, selvom folket selv har skabt fjenderne og farerne. Fjenderne er så mægtige, at folket helt har glemt den grønne omstilling. Omstillingen har sat et bånd på med beroligende musik, som vil spille, indtil vi bliver stillet om, og det gør vi først, efter at granaterne forlader fabrikken i Elling ved Frederikshavn. Krig er trods alt vigtigere end klima.

Opfindelse af fjender og farer, kan vi erfare, kan ske på ganske kort tid. Nu er der farer overalt. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, og ingen er så tryg i fare som den store skare, der har vand i dunke og dåsemad i skabet. Hvordan kunne man skabe en så stor enighed i en uenig befolkning på så kort tid? Det har vi vist ikke prøvet før siden 1864 og måske 1945.

Det minder om, hvad der kaldes et meme, som har et formål at kopiere sig selv i så mange bevidstheder som muligt. Hvor mange gange er det ikke blevet gentaget: "Trump er uforudsigelig"? Hvad han ikke er. Det er forandringen, man frygter. Verden skal være forudsigelig, men det er den ikke og har aldrig været det.  

Ukraine? Hvor?
I 2013 var der stort set ingen danskere, der kendte noget som helst til Kharkiv, Krivij Rih (Krivoj Rog) (Zelenskijs fødeby) eller Mikolajiv (Nikolajev), der i sin tid blev annekteret af russerne (Fyrst Potjomkin). Nu har vi alle lært deres navne. Kim Bildsøe Lassen underviser i geografi og ligner en gammeldags skolelærer i skjorte og slips med en pegepind, hvormed han repeterer navne på byerne i Østukraine, for ovre i Lviv sker der ikke noget.

Så står der to pædagogsoldater i skræmmende camouflageuniform og fortæller om slag og tilbageslag. Der sker det, at russerne indtager en landsby en gang imellem. De ser ikke særligt bekymrede ud nogen af dem, skønt de jo ved, at der dræbes unge mænd, mens de står og taler. Der er nemlig ikke megen forbindelse mellem dem, og de mange lig. Livsverdenen er usynlig.

Krim? Hvor?
I sommeren 2013 var Vladimir Putin på besøg i Kiev. Der var stor fællesbøn ledet af metropoliten Volodomir af Kiev og kort efter går den gejstliges pacemaker i stå, men han kom sig. Var det er attentatforsøg?

I november stemmer den ukrainske regering imod EU, og så kom Maidan-oprøret. Den 23. februar 2014 var de olympiske vinterleges sidste dag, og den dag samles Putin, Sergej Shoigu (forsvarsminister) og andre. De beslutter at annektere Krim. Nogle danskere kendte måske Krim fra Krimkrigen eller fra Tolstojs fortællinger. Men ellers var der ikke mange forestillinger om Ukraine.

Jeg kender ingen, der havde læst ukrainsk litteratur. På det nu nedlagte Slavisk Institut på Aarhus Universitet, hvor jeg læste et par år, blev der ikke undervist i ukrainsk, men i russisk, polsk, serbokroatisk og tjekkisk. Det var, som om ukrainsk ikke fandtes. Var der mon danske journalister i Kiev, som man stavede det dengang, før man satte et ’y’ ind, for det gør man på engelsk?

Overtagelsen af Krim gjorde endnu hverken Putin eller Rusland til en fjende i Danmark. Vi så vinterlege fra Sotji, hvor Norge vandt og vandt. Og der var protester, fordi russerne er imod homoseksuel kultur, så Marianne Jelved bar et regnbuetørklæde. Et af de mange signaler, som politikere sender, skønt de nok ikke opdagede det i Omsk eller Murmansk.

Ingen folkelig fjende
Rusland blev som nævnt først en rigtig farlig fjende i februar 2022, men der var det problem med det fjendebillede, at man ganske enkelt ikke vidste nok om billedet. Der var for få associationer. Der er næsten ingen, der kan sproget; der var ikke mange varer at boykotte bortset fra kaviar. Få kender russiske myter og symboler. Man kunne nøjes med at forbyde russiske musikere spille Tjajkovskij og måske lade være med at læse pan-russeren Dostojevskij.

Men Rusland var ingen så at sige folkelig fjende. Dog kunne man altid lade, som om Den Russiske Føderation var det samme som Sovjetunionen, men som vi husker, havde Sovjetunionen også mange venner selv i Danmark. Den Kolde Krig var en slags førskoleundervisning i at mene det samme, men kun SF og Venstresocialisterne forhindrede konsensus. Vejen til konsensus om en fælles fjende blev dog banet. Folket var ikke længere helt forblindet. Og endelig kom gennembruddet. Kampen for forudsigeligheden kunne begynde.

Oh, what a lovely war
En fælles fjende blev opfundet på rekordtid. Det skete på under en uge i januar 2025, og det har genskabt folket, men ikke som det danske folk, derimod som det europæiske, selvom der ikke findes et europæisk folk, men det gør sådan set ikke noget. Der er tale om et forestillet, politisk fællesskab.

Det viser, at man kan sagtens binde ånd og endnu lettere binde os på mund og hånd. Vi har en nu fælles fortælling, som alle kan fortælle: politikere, eksperter, analytikere og de mange politiske kandestøbere på de sociale medier. USA er blevet den onde Anden, og den onde Anden har et ansigt: Donald Trump. Der er næsten lige så stor erotisk fryd ved at udstøde lyden /trump/ som at puste /putin/ - begge er udgaver af /puha/.

Den fælles fortælling forenkler historien til et spørgsmål om store mænd. Alle har glemt, at det er noget andet, der styrer historiens gang. Men en fortælling skal have skurke og helt. Den skal skabe mening. Trump og Putin er skurkene, Ursula og Mette heltinderne. Om den så ender godt? Det ved vi ikke.

Danmark er blevet det ny Venstre
Det er den omvendte verden at høre den konservative Rasmus Jarlovs, Venstres Troels Lund Poulsens eller DF's Morten Messerschmidts uforsonlige angreb på USA. De lyder som de rødeste studenteraktivister under Vietnamkrigen, da de gik til angreb på alt amerikansk. De taler ganske som fortidens marxister-leninister blot uden Mao.

Opfindelsen af den fælles fjende har i Danmark ført til en historisk set uhørt forskydning af forholdet mellem højre og venstre. Hele landet er rykket helt ud på venstrefløjen, og højrefløjen er tømt. Mon ikke blå blok vil få 1,9 pct. ved et valg og muligvis ikke komme i folketinget. Hvad er nu det for noget?

Amerikanerne er da borgerlige, og det er der også mange danskere, der er eller altså var. Hvorfor går de småborgerlige til angreb på de ægte borgerlige? Dem der opfandt det liberale demokrati? Midten er ganske enkelt forsvundet, og blå blok er faldet ned i hullet i midten. "Fuck off Trump", siger de i kor på den samlede parlamentariske venstreflø,j inklusive Færøerne og Grønland.

Ingen splittelse
Uden at have set målinger, vil jeg tro, at 95 pct. af danskerne i dag mener det samme. Det er dermed lykkedes det amerikanske vælgerflertal at flytte danskere og at hele den splittelse, som man ellers har talt om. Mink og mundbind er glemt. Der eksisterer en enestående konsensusfortælling, og forskellen mellem land og by, mellem de våde københavnske saloner og havnen i Hanstholm, mellem ateister og kristne, mellem muslimer og danskere, mellem bønder og veganere, mellem indvandrere og indfødte, mellem kunstnere og filistrene, er ophævet i en åndelig syntese, der kalder sig "Europa".

Det er lykkedes for flertallet af amerikanere at gøre flertallet af danskere så antinationale, at de nu alle er blevet euromantikere og har omfavnet det postmoderne imperium, som Robert Cooper i sin tid kaldte EU.

Europa er blevet det store Vi uden et folk – uden demos og etnos. Den mest tankevækkende identitet er den, der nu eksisterer mellem eksperter og almindelige borgere, dvs. dem der ikke beskæftiger sig med USA og dem, som gør. De fleste på FB siger, at Trump er tosset, og hvad siger analytikerne fra Tirsdagsanalysen? Trump er crazy – de gør det så lidt mere smart på amerikansk. Aldrig har så mange vidst så meget om Ukraine og USA som nu. Det er ret opløftende med så megen viden.

Opfindelsen af hadet
Umiddelbart kunne det se ud til, at årsagen til konsensushadet er Donald Trump suppleret med Elon Musk og J.D. Vance. Tulsi Gabbard, Karoline Leavitt eller Pam Pondi har næppe opnået hadstatus endnu.

Det kan bare ikke være foragten for Trump, hans udseende, hans sprog eller retorik, som man siger, der er forklaringen. Hadet eller fjendskabet har ikke noget objektivt korrelativ. Trump kan ikke være årsagen eller kilden. Hvordan kan man så forklare det?

Skønt jeg ikke nogen tilhænger af den israelske historiker Yuval Noah Harari, så vil jeg bruge en af hans ideer til at forklare, hvorfor danskerne tænker og hader så ens. Han skriver i Sapiens. En graphic history. Menneskehedens fødsel (man har tydeligvis ikke gidet oversætte titlen) et sted om Første Verdenskrigs begyndelse: ”Folk tror, at mennesker ligesom chimpanser kæmper om territorier og føde”.

Bemærk, hvor mange, som tror det i dag – tænk på Grønland. Hvorfor gik Frankrig og Tyskland i krig? De manglede ikke territorier og føde.

Harari fortsætter med, at de "gik i krig, fordi de ikke kunne blive enige om en historie." I dag er der fred mellem Tyskland og Frankrig, fortsætte han, selvom de har tabt territorier og enorme kolonibesiddelser, men de har "fundet på en ny historie, som de begge tror på.".

Gensyn med 1914
Disse historier, som vi tror på, er fiktioner. Vi vil endog dø, om så det gælder. Ukraine og Rusland mangler hverken føde eller territorier, men de er ikke enige om en historie. Russerne fortæller en, der begynder i Kiev med fyrst Volodimir 988. Ukraine har en helt anden historie. Jeg nævner også Første Verdenskrig af en anden grund. Det er populært at finde paralleller i nutiden til fortiden. Den mest brugte sammenligning, som bruges af eliten, eksperterne og massen er 1933 og Hitler. Men nutiden ligner 1914.

Ligheden mellem 1914 og 2025 er den, at i løbet af kort tid til bredte Englandshadet sig over hele Tyskland og Østrig. Selv ordet "engle" måtte ikke bruges. Man boykottede engelsk litteratur og filosofi. Ernst Lissauer blev den mest kendte tyske digter, og han skrev Hassgesang gegen England. Tyskere og østrigere blev forenet til et folk gennem hadet til englænderne. De kunne ikke blive enige om en historie med englænderne, der ikke truede dem, og som de ellers beundrede.

Stefan Zweig er en af de mange, der i sin Verden af i går fortæller om englandshadet i august 1914, hvor tyskere og østrigere savnede at komme i krig. Europa havde levet i fred i 40 år; nu skulle det være slut. Englandshadet varede ved, og det var hadet til England, der var det vigtigste for Hitler, mere end hadet til russere og jøder. Had til England førte til krig.

Det er med andre ord sket før, at et helt folk er blevet forenet i had til et andet land. Dengang England (russere og jøder), i dag USA (og russere og israelere).