Landsbyen Auvillar i det sydvestlige Frankrig ligger på pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Nordspanien. Min veninde og jeg har overnattet her på vej til et ophold på et slot tæt ved. Fortidens hellighed og fromhed har veget pladsen for nutidens veluddannede turister med smag for ældgammel historie, smukke landskaber og god mad og vin.
Men der vandres stadig, hvilket synet af rygsække og vandrestave rundt omkring vidner om. Er det åndelighed eller afstresning man søger? Måske begge dele. Auvillar er klassificeret som en af Frankrigs smukkeste landsbyer, og fra et udsigtspunkt kan man se ned på den mægtige Garonneflod, fortidens vandvej, og det omgivende frodige landskab.
Længere borte ses et kernekraftværk der kører ”for fuld damp”. Vi er glade for at have den lejede bil, hvordan skulle vi ellers komme rundt?
Katolikker og protestanter
Slottet vi skal bo på, hedder Chateau de Montbrison. Det har en lang og broget fortid og er blevet ombygget flere gange. Slottet figurerer allerede på et kort fra 1070, og den nuværende udformning er fra omkring 1860.
Den daværende greve var protestant og fik domænets katolske kirke revet ned og genopbygget ved landevejen, hvor den står den dag i dag. Han lod dog en gavl stå som dekoration, som man kan sidde og kigge på fra førstesalens balkon. Ruinen bliver oplyst når mørket falder på, tilgroet og omkranset af træer bliver den besøgt af natlige flagermus - og vist nok en ugle.
Fortidens uhyre blodige konflikter mellem katolikker og protestanter er heldigvis meget langt væk, og på den baggrund havde selv 1800-tallet sin indebyrd af fornuft. På en diminutiv kirkegård hviler de seneste generationer af grevskabet i fred, kun akkompagneret af et stort gammelt træ, der knager, når det blæser.
Det grandiose slot og det skovbeklædte domæne har sin helt egen ånd og atmosfære, og når man kigger ud af vinduet på anden sal, kan man skimte et torneroseslot i det fjerne. Det blev bygget af grevens bror, der var vist lidt rivalisering der…
Fra David og Goliat til Hellig Tre konger
Ikke så langt derfra ligger byen Moissac med det berømte kloster og tilhørende kirke, også på pilgrimsruten. Der er tale om romansk byggestil fra begyndelsen af 1100-tallet, med en overdådighed af relieffer i søjlehovederne i klosterets gård og i kirkens frontparti som man kan gå på opdagelse i.
De bibelske referencer går lige fra David og Goliat og Daniel i løvekulen til de hellige tre konger. Roen og køligheden i klostergården med søjlegange er vederkvægende når man kommer ude fra den meget varme gade. Et kæmpestort træ står midt på græsset, hvor gammelt mon det er?
Skulpturer i bispepaladset
Montauban er hovedbyen i departementet, beliggende ved Garonnefloden. Vi går over den fine gamle bro, højt over floden, til den gamle bydel. Første stop er museet for de kunstneriske bysbørn, maleren Jean-Auguste-Dominique Ingres (1780-1867) og billedhuggeren Antoine Bourdelle (1861-1929), indrettet i det gamle bispepalads.
En midlertidig udstilling formidler på fremragende vis Bourdelle og hans forhold til sin mester, giganten Auguste Rodin, mellem beundrende inspiration og egensindig udtryksform. Jeg springer Ingres over, der er rigeligt at fordybe sig i her…
Olympe de Gouges - kvindesagen i guillotine
Et andet berømt bysbarn er Olympe de Gouges, som har fået en skole opkaldt efter sig. I Frankrig er det almindeligt at navngive skoler efter berømte forfattere og filosoffer.
Hun blev født i 1748 og var en lærd kvinde i oplysningstiden, som skrev pamfletter og skuespil til forsvar for kvinders og slavers rettigheder. Den franske revolutions mænd syntes dog overvejende, at kvinders rolle var at tage sig godt af mændene og passe det hjemlige.
Som bekendt udartede den franske revolution til rædselsregimet, og Olympe de Gouges blev henrettet i guillotinen i 1793 fordi hun stod fast på sine synspunkter. En aktuel spillefilm sætter fornyet fokus på denne tidlige feminist, og en bog om hendes liv og virke er netop udkommet.
Åndenød i boghandlen
Montaubans gamle bydel er hyggelig og charmerende, betjeningen på cafeer behagelig, og byens store boghandel er velassorteret. Man får lidt indtryk af en overset ”lillebror” til den mere kendte by Toulouse, som vi selvfølgelig også besøger.
Storbyen har tilnavnet ”den lyserøde” by og er ganske vist flot, til overmål rig på historie og sydlandsk stemning og temperament. På minussiden i Toulouse tæller kaotisk trafik og dårlig skiltning samt et uforvarende besøg i en venstreradikal boghandel i universitetskvarteret. Sidstnævnte oplevelse giver mig åndenød…
Den anmasende nærhed
På en af feriens sidste dage foreslår min veninde at vi skal spise på en restaurant hun kender i en lillebitte landsby, Bardigues, der ligger tæt på slottet. Udsigten fra højdedraget skulle være et must i sig selv, i et ellers overvejende fladt landskab.
Ankommet til den søvnige landsby må vi hurtigt konstatere at restauranten er lukket permanent. Husene er velholdte, som så mange andre steder hernede, men kirken er forsømt, hvilket heller ikke er usædvanligt.
Vi bemærker straks det velkendte mindesmærke for de faldne i første verdenskrig, soldaterskulpturen på en sokkel. Han står nærmest klos op ad en Kristusfigur på et sort kors. De er begge afbildet i naturlig størrelse, nærheden virker lidt anmassende.
Man kan roligt sige at historien og kulturen er levende og til stede i Frankrig…
