Vi lever heldigvis i et samfund, hvor venlighed er blevet en offentlig dyd. Den optræder på arbejdspladser, i institutioner og udnyttes i politik; den er næsten blevet hverdagslivets uantastelige ideal. Vi skal tale pænt, formulere os blødt, vise forståelse og undgå at støde nogen.
Den fungerer som social smøreolie og uden den går hverdagen i hak. Det vil sige, at den skaber tryghed i mødet mellem mennesker. I den forstand er venlighed uundværlig, fordi den fungerer dér, hvor vi kan mødes i gensidige indrømmelser: “Jeg giver mig lidt her, du giver dig lidt der.”
Små, næsten usynlige forhandlinger gør det muligt at komme videre, men stiller sjældent reelle krav til nogen. Derfor har overdreven venlighed en pris. Den medfører konfliktskyhed. Det, vi vinder i komfort, taber vi ofte i fasthed og form.
