Mens børnene legede, var jeg gået en tur i forlystelsesparken. De var henne ved rutsjebanen, og jeg vidste af erfaring, at de tager omkring 11 ture der. Hvorfor lige 11 ved jeg ikke, måske har de fundet ud af, at det er det antal, der skal til for at komme ud af en skræktilstand. Men jeg ved, at 11 runder tager lang tid, når børnene også indimellem skal stå i kø og vente på, at hele maskineriet bliver sat i gang igen.
Idet jeg, således grundende over tal og skræk og menneskeligt tidsforbrug i forbindelse med forlystelser, havde fulgt stien, var jeg kommet ind i en mindre lund af træer. Der blev min gåtur pludselig afbrudt af et højt skrig. Det kom inde fra træerne. Jeg for sammen. Hvad foregik der? Var nogen blevet forulempet? Var der sket et overgreb?
Sådan blev jeg stående, til jeg fik øje på to kvinder inde i træernes skygge, den ene en pige på cirka samme alder som det nævnte antal runder i rutsjebanen, den anden voksen, formentlig hendes mor. Uden andre i nærheden, som kunne have gjort dem noget.
