Det var den sommer, hvor vi boede i lejligheden ved Maubert-Mutualité, metrostationen, sommeren 1977 i Paris. Metroen er stedet, hvor enhver passer sit på vej til arbejde eller til aftaler. Hver dag begynder der. Indimellem med et optrin. Sådan ét var der en morgen, henne ved trapperne til de andre linjer.
To unge piger stod med struttende t-shirts og korte bukser over for et ældre par. Mand og kone, manden med den ene arm lidt ude fra kroppen, fordi konen trak ham i armen.
”On ne va pas avoir explication toute la journée!”, sagde hun (Forklaringen behøver vel ikke vare hele dagen!).
Pigerne havde spurgt, hvordan man kom til Sèvres-Babylone. Manden beklagede, at de færreste stationer var bemandet efterhånden, og at de tavler med lys og trykknapper, som man selv kunne se vejen på, sjældent virkede. Typisk Frankrig… osv. osv.
