Det var den sommer, hvor vi boede i lejligheden ved Maubert-Mutualité, metrostationen, sommeren 1977 i Paris. Metroen er stedet, hvor enhver passer sit på vej til arbejde eller til aftaler. Hver dag begynder der. Indimellem med et optrin. Sådan ét var der en morgen, henne ved trapperne til de andre linjer.

To unge piger stod med struttende t-shirts og korte bukser over for et ældre par. Mand og kone, manden med den ene arm lidt ude fra kroppen, fordi konen trak ham i armen.

”On ne va pas avoir explication toute la journée!”, sagde hun (Forklaringen behøver vel ikke vare hele dagen!).

Pigerne havde spurgt, hvordan man kom til Sèvres-Babylone. Manden beklagede, at de færreste stationer var bemandet efterhånden, og at de tavler med lys og trykknapper, som man selv kunne se vejen på, sjældent virkede. Typisk Frankrig… osv. osv.

Fysisk og psykisk vold i parforholdet
Sådan fik han lejlighed til at se grundigt på de to. Hans øjne skinnede af genfunden ungdom blandet med lumskhed. Fri bare et øjeblik! Så trak konen af med ham. En hund i snor. ”Linje 10, retning Boulogne, det er direkte, fem stationer”, råbte han efter pigerne.

Jeg fik et kig ind i det fængsel, ægteskabet er for mange. 

Umuligt at udrede den nedrige dialektik, som magtforholdet er i parforholdet. Den, som gør, at kvinden af al magt arbejder på at holde manden nede, som ved sit køn alene forudsigeligt nok kommer til at repræsentere hele den verden, som holder kvinden nede.

Det er desuden usynligt, hvad der foregår i parrets intimsfære. Undtagen når det bliver til vold. Så bliver det en magt, enhver kan se.

”Vi kan jo se deres blå mærker!” siger lederen på krisecenteret om de kvinder, der er endt der. Og det er sandt, det er vanvid, hvad kvinder udsættes for af vold. Og synligt. Men hvad med den vold, man ikke ser, den psykiske vold, er den mindre vanvittig?

Enhver, der bliver slået, ved, at det værste ikke er den fysiske smerte; det er snarere utrygheden, angsten, nedbrydelsen dag efter dag. At man ikke ved, hvad der venter én næste dag, om det bliver solskin eller tordnende uvejr. Det afhænger af et andet væsen. Og det lever man med, fordi det har så mange konsekvenser at komme ud. På den måde er den fysiske og den psykiske vold ikke så forskellige.

I debatten er der desværre heller ikke nogen vej ud, for den domineres som regel af dem, der præcis ved, hvordan manden er, eller hvordan kvinden er. At et magtforhold altid er strategisk, at den ene gør, hvad den ene gør, fordi den anden gør, hvad den anden gør, og således videre, det bliver for kompliceret.

Desuden umuliggøres kønsdebatten for det meste af, at mændene og kvinderne forventes at respektere de kønsroller, der netop er til debat. Kvinderne er stadig pæne piger, der holder en ordentlig tone, til nød kan de spille ofre. Og mændene er galante og beskyttende og spiller helte. Man må ikke sige, at kvinderne spiller ofre, og at mændene spiller helte. At hele den debat er og bliver et spil.

Kønsrolledebattens bølger
Sådan gennemspiller kønsdebatten gang efter gang, bølge efter bølge, den ældste scene, hvor det handler om, hvorvidt mændene skal blive som kvinderne, eller kvinderne skal blive som mændene. Den debat, som Elisabeth Grundtvig og Georg Brandes havde i 1887.

Elisabeth Grundtvig havde i sit foredrag ”Nutidens sædelige Lighedskrav”, holdt i Dansk Kvindesamfund det år, plæderet for kønnenes ligestilling i moralsk henseende. Tværtimod at anse seksualiteten for at være holdt nede på kunstig vis, sådan som det fremstilles hos Arne Garborg, Brandes-brødrene eller August Strindberg (og desuden ved ”Paavirkning fra fransk Litteratur”), skulle man se til kvindens kyskhed som et kulturelt fremskridt.

Georg Brandes svarede skarpt og groft i Politiken med flere indlæg den sommer. Han giver ganske vist Elisabeth Grundtvig ret i, at mændene hos Garborg og Strindberg ikke giver indtryk af at være lykkelige. Men hvordan kan de også være det under de nuværende forhold, hvor de kun har valget mellem det ”kønslige Svineri” i ægteskabet med dets alliance med kirken og det ”kønslige Svineri” i prostitutionen med dens alliance med politiet (og så består forskellen mellem danskerne og franskmændene ifølge Brandes ellers kun i, at sidstnævnte er mere raffinerede og de førstnævnte mere rå ”i deres Udyd”).

Viggo Hørups intervention i sædelighedsfejden
Sådan gik diskussionen allerede i 1880'ernes Skandinavien, som om den gjaldt vores moral, når vi går i seng med hinanden. ”Parring i Flæng” eller ”Kyskhed” - det var spørgsmålet.

Til sidst blev Georg Brandes’ verbale overfald på Elisabeth Grundtvig så groft, at det kostede ham et sagsanlæg og en bøde – som Politiken betalte for ham. Det var chefredaktør Viggo Hørup, som gik ind på det.

Viggo Hørup havde for øvrigt sin egen mening om hele den sædelighedsfejde. Nemlig at diskussionen om sædelighed, hvad enten fra Elisabeth Grundtvigs synspunkt eller fra Georg Brandes’, så længe den foregår uden hensyn til den sociale ulighed, er pjat.

Så vidt Hørups stillingtagen og eget udtryk. Jeg tillader mig her i tilslutning til Hørup at skrive: Nemlig!

For vi bliver igen og igen ført tilbage til de betingelser, Hørup siger fra over for. Det sker, hver gang man diskuterer sædelighed, moral, uden at diskutere dens betingelser. Hvilke betingelser forventer man, at sådan en diskussion kan have, så længe den juridiske, økonomiske og sociale ulighed består? Så længe kvinder og mænd fra jobsamtale til løn og pension er stillet anderledes på grund af børn og barsel…

I kønsdebatten er der stadigvæk i dag mere brug for Viggo Hørups sunde fornuft end for en Elisabeth Grundtvigs eller en Georg Brandes’ verbost gentagne pjat.