For nyligt skænkede jeg mig et glas portvin, imens de øvrige i husstanden susede rundt.  Jeg havde sat for mig for at finde en bog om apartheid i Sydafrika. Jeg har en fetich for at forsøge at vende de sten, som mange andre tager for givet.

Bogen viste sig at være nærmest umulig at finde. Jeg havde ikke meget mere end et årstal at gå efter og så en note, jeg engang havde skrevet ned til mig selv om, at denne bog kunne være interessant.

Hvorfor ikke læse en af de andre bøger om apartheid? Den gode grund er, at jeg ikke vil forføres af propaganda. Ordet "propaganda" misbruges ofte. Hvis man ikke kan lide, hvad for eksempel éns politiske modstander siger, kalder man det "propaganda".

Jeg kan lide Edward Bernays lakoniske definition af propaganda: "Propaganda er den usynlige regerings udøvende magt" (oversat af mig). I min søgen efter denne "hemmelige" bog, stod det klart, at der er et meget tungt tæppe af ensidighed i informationen om apartheid, når man begår en googlesøgning eller, som jeg også jævnligt gør, bruger ChatGPT for hurtigt at kunne rekvirere overfladisk information - selvom det ofte er præget af svær politisk korrekthed.

Apartheid er i sin essens sidestillet med alverdens dårligdomme. Selveste professor stuealter, Svend Brinkmann, begik så sent, som for nyligt en artikel til Altinget, hvor han fremhævede en af sine idoler, en kommunist og stalinsympatisør fra Sydafrika, for blandt sit "anti-apartheid" arbejde. Prøv selv at google ordet. Du finder ikke andet end fordømmelser.

De nedbrændte kirker og Bill Clintons opdigtede barndomsminder
I 1996 blev den såkaldte "Church Arson Prevention Act" vedtaget ved Bill Clintons regering. Årsagen til den nye lovning, der blandt andet ville give den føderale regering flere beføjelser, var, at to hemmelige marxistiske organisationer, The National Council of Churches (NCC) og Center for Democratic Renewal (CDR) havde spredt rygter om, at USA var vidne til en bølge af racistisk motiverede kirkeafbrændinger.

Medierne og den amerikanske kystelite var på den anden ende; KKK ventede nærmest lige om hjørnet. Bill Clinton sagde i et interview, at disse kirkeafbrændinger vækkede "levende og smertefulde minder om sorte kirker, der blev brændt i min egen stat [Arkansas], da jeg var barn". 

Det hele gik ganske stærkt og lovgivningen blev indført.  En privat organisation ved navn National Fire Protection Association begyndte at undersøge sagerne og kunne konstatere, at der hverken var en stigning i antallet af disse kirkebrænde og at de fleste af dem var 'naturligt' opståede - for eksempel, som følge af dårlige elinstallationer - og, at der ikke var noget belæg for at sige, at brandene var racistisk motiverede.

I kan nok gætte, hvad der skete? Loven blev trukket tilbage og Bill Clinton undskyldte i offentligheden. Eller hvordan var det nu? Nå nej, tværtimod. Det blev kastet til side, glemt og lovgivningen står den dag i dag. Man kan ellers næsten høre Bill Clinton på rullende kamera sige: "I did not have vivid moni…. memories of church burnings from my childhood in Arkansas". 

Og lige en afsluttende bemærkning; hvis man begår en ChapGPT-søgning på ”Church Arson Prevention Act”, vil man få den første ”officielle” begrundelse at vide. Det er først, hvis man spørger programmet om ikke det viste sig, at den officielle begrundelse var nonsens, at ChatGPT giver dig ret. Det kan man vist kalde lidt meget ”artsi-ficial intelligence”. 

ANC var en terrororganisation
I min barndom kan jeg huske, at navnet "Mandela" fik mine lærere i skolen til at skælve og bæve. Hans navn kunne næsten ikke udtales uden bævende underlæbe; den store "fredens mester". De fleste vil den dag i dag stadig omtale ham med dybeste respekt; han befriede jo de sorte under apartheid.

I en tale til nationen, sagde hans kone Winnie Mandela: "Med vores tændstikæsker og vores halskæder skal vi befri dette land".

Med "halskæder" mente Winnie Mandela den praksis kaldet ”necklacing”, hvor man brænder politiske modstandere ihjel ved at trykke et bildæk vædet brændstof ned over dem og sætter ild til det, så personen brænder ihjel og ikke kan undslippe ilden. Mandela tog aldrig afstand til fra praksis, når han blev spurgt.

Denne Nelson Mandela, vor fredens mester, kæmpede blandt andet imod de hvide, der havde bygget et af verdens fineste hospitaler til primært uddannelse og behandling af sorte, det såkaldte Ga-Rankuwa Hospital, der fik udenlandske studerende til at stå i kø for at studierelevant ophold på hospitalet. 3.000 senge og det nyeste udstyr. Sådan var der meget i dette grusomme apartheid, som kunne få kommunister, som Mandela op af stolen. ”Nye hospitaler til os betalt af andre? Nej, hør nu her.”

I dag, hvor de hvide længe har været vippet fra magten i landet, er drikkevandsforsyningen truet, strømsvigt er en daglig begivenhed, infrastrukturen er elendig, økonomien er det halve af, hvad den var under apartheid og købekraften er 1/3.

Det kan man sammenholde med, at i 1987 betalte 4.8 millioner hvide 77 % af indkomstskatten, medens 56 % af statens samlede budget gik til de 18.2 millioner sorte sydafrikanere, der kun betalte 15 % af skatten. Her kan man tale om white privilege, som I nok kan læse.

ANC var en terrororganisation understøttet af Sovjet og amerikanerne gjorde også deres del for at få de hvide i landet til at fremstå som grusomme racister. Som I kan se ovenfor, er det da også den mest naturlige konklusion, man kunne komme frem til alt taget i betragtning.

Islam
I "Encyclopedia of Islam", som er et 100 år gammelt værk, der ofte bliver opdateret af islamiske lærde (og i øvrigt koster 40.000 dollars at erhverve alle 13 bind af), definerer begreber i islams begrebsverden. 

I bind 2 kan man læse om, hvordan "dawah", det islamiske ord for at "missionere" drager referencer til blandt begrebet "hiyal", der blandt andet dækker det forhold, at man i islam gerne må bryde en aftale, man har indgået under ed, hvis omstændighederne kalder på det - især over for en vantro.

Men det stopper ikke her. For videre kan man læse, at i henhold til førnævnte, er "hiyal" udtryk for "machiavellistiske tricks" (altså ondsindet bedrag).

Det mest autoritative opslagsværk inden for islam definerer altså sit eget opdrag - i henhold til fornævnte - som at være ondsindet bedrag med formålsrationelle motiver (hvilket er, hvad "machiavellistisk" betyder"). Herligt, at vi har åbnet porten for denne trojanske hest ind til vores tillidskultur. 

Med ovenstående in mente, bør det ikke undre nogen, at typer, som Isam B eller Özlem Cekic opfører sig, som de gør. Det er ikke en anormalitet, men i tråd med islam i sin essens. Men hvorfor kender vi ikke til den slags taktikker? Gæt selv.

Propagandaens natur
De fragmenterede og opsummerede historier ovenfor skal illustrere, hvordan propaganda virker. For det virker aldeles effektivt. Den første front er selvfølgelig at sprede en løgnagtig og fordrejet udgave af virkeligheden. Gentaget så ofte, som muligt. Det virker på forskellig vis.

I første omgang kan det forvirre folk, men efterhånden, som det gentages "naturaliseres" løgnen og til sidst tages indholdet for gode varer uden spørgsmål. Det har også en anden effekt nemlig, at folk tror, man har tabt både seletøj og bukser, når man forsøger at fortælle dem, at den "naturaliserede sandhed" er mere løgne end latin.

De kan simpelthen ikke begribe, at de eventuelt skulle tage så meget fejl, at de hellere bliver i naiviteten med den trygge følelse af vished og orden. Der er med andre ord tale om, at folk ved det forkerte på den rigtige måde. 

Meget af det vi tror vi ved, er kun en lille flig af den ene side af den ene side af møntet. For at formulere det Lars Løkke’sk. Det er min vurdering, at kun det klare sprog og en arkæologisk genopdagelse af den mere reelle historieskrivning, kan redde Vesten fra at implodere. Vores relativisme, mangel på viden og eksistentielle åndelige dovenskab får skibet til at synke på et tidspunkt.

Spørgsmålet er ikke ”om”, men ”hvornår” og om vi - med en vis' filosofs ord - tror, at "druknedøden blot er en social konstruktion".