En mand falder om på gaden, hans hjerte er kollapset. Til alt held er der en forbipasserende, som kan noget førstehjælp og får givet hjertemassage. Manden bliver hentet af en ambulance og bragt til hospitalet og hans tilstand stabiliseret.
Det hospital, han kommer til, er et hospital som de fleste her i landet. Men der er det særlige ved hjerteafdelingen, at der går sygeplejerskerne med synlige kors, for de er alle såre kristne. Korsene er broderet ind på deres kitler, mere eller mindre kunstfærdigt, i blå, røde, eller andre iøjnefaldende farver. Naturligvis bærer oversygeplejersken det største kors. Det skyldes hendes status, men hun er desuden en kvinde af særlig oprigtig tro.
Nu er vores mand, hjertepatienten, tilfældigvis muslim. Han er ikke specielt veltilpas ved at være omgivet af et personale, som uafladelig skal gøre opmærksom på deres kristne tro. Ganske vist orker han ikke at protestere. Han ved, at det før er blevet forsøgt, og at de, som har forsøgt, har fået at vide, at det kristne kors bare er en udsmykning, et beklædningsstykke, tekstil. Og belært om, at hospitalet har nogle værdier, som hedder mangfoldighed og frihed til forskellighed. Og det orker manden ikke at høre på.
Det viser sig senere, at den hjertefejl, som er årsag til hans kollaps, er en, som man endnu ikke har fundet indgreb eller midler imod. Så hans hjerte står ikke til at redde. Dagene på hospitalet bliver desværre hans sidste.
