Der findes en særlig form for modernitet, som elsker at kalde dyder for undertrykkelse. Som hvisker, at selvkontrol er skam, at mådehold er neurose, og at troskab kun er en rest fra religionens og patriarkatets mørketid.
Men som med så mange moderne illusioner, viser virkeligheden sig at være noget mere jordbunden – og til tider brutal.
I oktober 2016 udgav Brown University i USA en undersøgelse, der viste, hvordan menneskers seksuelle adfærd hænger direkte sammen med deres politiske holdninger. Resultatet er både intuitivt og foruroligende.
Jo mere udsvævende man lever, jo mere tolerant bliver man – ikke kun over for egne handlinger, men over for alt. Ikke nødvendigvis fordi man har gennemtænkt et moralsk standpunkt, men fordi ens egne livsmønstre kræver en vis rummelighed for at kunne fastholde selvrespekten. Det, man gør med kroppen, flytter langsomt ind i ens sind. Livsstil bliver til verdenssyn.
Og netop derfor bør vi igen kunne tale om selvkontrol som mere end religiøs-spirituel sentimentalitet. Det handler ikke kun om normer. Det handler om sundhed. Psykisk, socialt og eksistentielt.
Moral som verdensbillede
Vi lever i en kultur, hvor seksuel frihed er blevet endnu en identitetsmarkør. Ikke som rettighed, men som selviscenesættelse. Det frie menneske er det frigjorte menneske uden bånd og forankring. Den, der tør alt – prøver alt – og som aldrig siger nej, hverken til sig selv eller andre.
Men heri ligger en af de mest oversete psykologiske fænomener i moderne tid: at den seksuelle praksis former det politiske og moralske landskab.
Brown-undersøgelsen viser, at personer, der beskriver sig selv som politisk liberale, også har flere sexpartnere, hyppigere brug af datingapps, mere åbenhed over for utraditionelle seksuelle relationer – og samtidig et højere tolerance-niveau over for kulturelle normbrud.
Det gælder også transkønnethed, åbne forhold, sadomasochisme og forskellige former for queer-livsstil. Jo mere man udlever sin lyst, desto mere relativ bliver moralen.
Det gode spørgsmål forbliver dog, om det virkelig er frihed, man ser i undersøgelsens resultater. Eller er det snarere et selvforstærkende kredsløb, hvor livsstil og holdning flyder sammen i en konstant feedback-loop? Den, der har levet på kanten længe nok, begynder sjældent at advare andre imod kanten.
Det postmoderne menneske har ikke reflekteret valgt sine værdier – det har ladet sig leve ind i dem.
Udsvævende liv som moralsk forfald
Det interessante er, hvordan denne sammenhæng mellem adfærd og overbevisning sjældent bliver problematiseret. I stedet bliver den iscenesat som "autenticitet" eller "progressivitet". Men tænk lige et øjeblik: Hvis det viser sig, at livsstil påvirker holdning – burde man så ikke have en vis omhu med, hvordan man lever?
Forskere kalder fænomenet “adfærdsmæssig rationalisering”. Det er en velkendt mekanisme: Når vores handlinger afviger fra vores tidligere normer, har vi to muligheder. Enten ændrer vi adfærden. Eller også ændrer vi normen.
Det sidste er klart det letteste. Man tilpasser sin moral til sin praksis, og til sidst fremstår det moralske kompas ikke som et fast instrument, men som en skærm, der altid orienterer sig mod, hvor man allerede står.
Således bliver den seksuelle livsstil ikke blot en privatsag, men en kulturproducerende kraft. Og konsekvensen? At vi i stigende grad ser tolerancen som en forudsætning for selvrespekt – fordi vi i vores egne valg har brug for at blive spejlet. Vi bliver ikke tolerante af overbevisning, men af nødvendighed.
Forskning om tiltrækningskraft og partnerantal
Yderligere forskning understøtter, at antallet af tidligere sexpartnere har en markant effekt på, hvordan vi opfatter andres tiltrækningskraft. En undersøgelse fandt, at personer med mange tidligere partnere ofte vurderes som mindre attraktive, hvilket peger på en social konsekvens af udsvævende seksualitet, som sjældent diskuteres åbent.
Dette giver stof til eftertanke: At en udsvævende livsstil ikke blot former ens egne holdninger, men også påvirker, hvordan andre ser én.
Det tyder på, at den kulturelle norm, der hylder seksuel frihed som højeste værdi, kan skabe paradoksale sociale dynamikker, hvor frihed og accept betales med øget social distance og mistillid.
Troskab som eksistentiel forankring
Her opstår et modbillede til gældende tidsånd: Troskab, ikke som restriktion, men som en kilde til stabilitet. Den, der har få partnere – eller én – lever ikke nødvendigvis mindre frit. Måske tværtimod.
For hvad er frihed, hvis ikke muligheden for at sige nej? Og hvad er modenhed, hvis ikke evnen til at fastholde det nej, også når fristelsen banker på?
Den relationelle troskab er ikke kun en ægteskabelig dyd. Den er et æstetisk og psykologisk valg. Den, der værner om intimiteten, beskytter også sit moralske filter. Han eller hun bevarer evnen til at skelne – ikke bare mellem rigtigt og forkert, men mellem vigtigt og ligegyldigt. Og det er præcis, hvad vores kultur har mistet: dømmekraft.
Jo mere man har gjort, desto sværere bliver det at forarges. Og hvis intet længere forarger, hvad er man så villig til at stå imod?
Det er her, vi ser rystelsen. For i det navn, vi kalder accept, har vi sløjfet hele idéen om modstand. Men hvad er en civilisations kerne, hvis ikke dens evne til at sige: "Dette, men ikke dét"?
Tolerance som selvforsvar
Wokeismens og feminismens toleranceideal er sjældent et udtryk for storsind. Det er et selvforsvar. Man må acceptere det hele – fordi man i bund og grund har accepteret alt i sig selv – også det amoralske.
Man har opgivet at være bedre. Og når man ikke længere har noget uro i mødet med det ekstreme, er det måske, fordi man ikke længere har noget centrum.
Brown-undersøgelsen gør det klart: Der er en statistisk og kulturel sammenhæng mellem seksuel adfærd og politisk holdning. Men det er det filosofiske perspektiv, der burde vække eftertanke: Hvor mange af vores værdier er faktisk gennemtænkte – og hvor mange er undskyldninger for ikke at skulle fortryde?
Den seksuelle revolution præsenterede sig som frigørelse. I dag viser den sig qua feminismen snarere som forfladigelse. Og spørgsmålet er, hvad vi har mistet, når vi ikke længere tør tale om mådehold, troskab og selvkontrol – ikke som moralprædikener, men også som sundhedsprincipper.
En borgerlig modfortælling
Her fremstår de gamle borgerlige dyder. Ikke som tilbageskuende romantik, men som et lys i mørket. Som de nødvendige korrektioner. Selvkontrol, dømmekraft og noget ægte. Ikke som stramme normer, men som en slags indre arkitektur.
En måde at sige: Jeg er ikke mine impulser. Jeg kan vælge at lade være. Og i det valg opstår der ikke blot personlig karakter, men kulturel stabilitet.
Det er netop denne fortælling, vi har brug for at genopdage. At livsstil ikke altid blot er en privatsag, men en praksis med, til tider, kollektive konsekvenser. At den, der øver mådehold, ikke nødvendigvis er snæversynet – men måske bare én, der husker, at frihed uden grænser altid ender i et tomt vakuum.
Det liv, vi lever, bliver det liv, vi tror på
Når vi taler om værdier, taler vi sjældent om kroppen. Men måske burde vi. For det liv, vi lever – det præger det liv, vi tror på. Hvis vi i det små lærer at stå fast, sige nej, fastholde det nære, fortrolige og loyale – så formes også en mere sammenhængende moral.
Troskab er ikke begrænsning. Det er frihed med retning. Og selvkontrol er ikke undertrykkelse. Det er sundhed.
