Hvorfor er woke-mennesket ikke villig til at lytte til kritik af deres moral? Jo, det skyldes, at de har ophøjet sig selv til moral og bevæget sig fra en sociokulturel niche til moralsk dominans. De tåler ikke kritik.
Nu, hvor dette endelig er blevet klart for flere end deres første kritikere, bliver det nødvendigt at stille spørgsmålet: Hvorfor er denne moralske dominans netop vokset i venstrefløjens muld?
Det korte svar er, at det er den, fordi den socialistiske ideologi bygger på ideen om, at mennesket i sin grundnatur er socialt, kollektivt og solidarisk. Heldigvis er det også dét — men kun dét?
Lad os lytte til Brian Mørk
Komikeren Brian Mørk udtaler her i Kontrast:
"De første 15 år af min karriere kritiserede jeg højrefløjen, for det gør standupkomikere, men så begyndte jeg at opdage, hvad der skete på venstrefløjen, og tænkte ‘Det er sgu da mærkeligt, det der’, og så begyndte jeg at prikke til nyfeminismen, til woke-bevægelsen og queer-politik og sådan noget. Og da jeg mærker den modstand, hvor voldsom den er, så tænker jeg, at så er man nødt til at prikke mere til dem, for de kan ikke tåle det. Højrefløjen kan tåle det, de er vant til modstand. Men venstrefløjen kunne ikke tåle det. Og det var grunden til, at der var den der shitstorm, fordi jeg tidligere havde været ham, der turde at kritisere dem."
At Mørks’ udsagn om, at venstrefløjen ikke kan tåle modstand, er faktuelt rigtig, betyder ikke, at jeg mener, analysen er korrekt. Den borgerlige modstandsresiliens kommer ikke af vane, som Mørk udtrykker det, men af menneskesyn. For når man bygger samfundsteori af byggeklodser, er det livsnødvendigt, at disse stemmer overens med virkeligheden, ellers kollapser det teoretiske hus. Men hvad er forskellen så på de to teoretiske menneskesyn?
To konkurrerende menneskesyn
Hos socialisterne, venstrefløjen, wokefolket - kært barn har mange navne - sker fejlslutningen allerede hos Karl Marx og Engels. Marxistisk teori går så langt som at hævde, at den kapitalistiske økonomi korrumperer mennesket, som på grund af sin økonomiske situation bliver fremmedgjort fra sit sande, uegoistiske selv. En arv, som bliver ved med at præge, og som i dag har udviklet sig til det, den tyske filosof Odo Marquard kritiserer stærkt ved at understrege, at det ret beset handler om at have en moral, ikke at være moralen.
Når man har ophøjet sig selv til at sidde på den moralske kæphest, kan man dømme, ja, man kan straffe, fordi man besidder Guds blik. Derfor gælder logikken også: Jeg er rummelig og lyttende, så længe du siger, hvad jeg vil høre. Det er ikke alene en forvrænget måde at se menneskets begrænsning på, men også en arrogance over for sine medmennesker. Det er selvfølgelig en falsk antropologi; derfor ser vi også hykleriet overalt i deres socialistiske hus.
"Fordi hun er kvinde"
Tag nu fx da Johanne Schmidt-Nielsen, tidligere politisk ordfører for Enhedslisten og nuværende generalsekretær for Red Barnet, sidste år købte en villa for over seksten millioner kroner. Vi andre tænker godt for hende, hvis det dog ikke havde fremvist hykleriet, især i lyset af hendes tidligere kritik af kapitalistiske strukturer.
Eller når magtkritik af Mette Frederiksen bliver affejet som forkert, fordi hun er kvinde. Ja, så handler det igen ikke om argumentet, men om at magten er blevet fuldendt som moral. Derved forvandles kritik til umoral. Dette ser vi også ved kritik af feminisme og af minoriteter, som om de skulle være overmoralske.
Ude eller inde
Denne form for selvkritik mangler ofte i venstrefløjens bevidsthed. Derfor udnytter man de rige, de andre og de selvkritiske til at ophøje sin egen overmoralske position ved at pege på en offergruppe, som man ønsker, andre skal tage sig af. Man ønsker ikke frihed i traditionel borgerlig forstand, men frihed til at dømme ude eller inde.
Den den åbenlyst falske antropologi om mennesket hænger selvfølgelig ikke sammen. Derfor opfinder man, med Marianne Stidsens ord "rullende præmisser", som ændrer karakter eller betydning undervejs i ens argumentation, ens handling, ens tanke - med det ene formål at bevare overherredømmet.
Faren opstår, når menneskesynet ikke tager højde for, at vi alle både er moralsk syndige og gode. Deres forfejlede menneskesyn gør, at de ikke ønsker magtdeling - heller ikke på det moralske plan.
Borgerlighedens magtdeling
Borgerlighedens magtdeling kommer ikke, fordi vi er vant til kritik, men fordi det ligger i selve fundamentet af borgerligheden. Borgerligheden opstod netop som samfundsklasse i opposition til den ensidige feudale og gejstlige magt. I 1700- og 1800-tallet begyndte borgerskabet at vinde økonomisk og kulturel indflydelse, men uden den politiske magt, som adel og konge havde monopol på.
Derfor blev delingen af magt og frihedens principper uundgåelige grundpiller. Når man ikke har magt som klasse, må man sikre en struktur, hvor ingen har den fulde magt, og hvor retten til at søge lykke, velstand, ytring og tanke frihed som rettigheder lovfæstet i staten og ikke særprivilegier, som kan deles ud til dem, man er enig med.
Vi må acceptere svagheder
Det borgerlige samfund bygger altså på menneskets magtdeling og gensidige afhængighed af dem, vi elsker. Vi må acceptere hinandens fejl og svagheder, fordi ingen af os ejer sandheden eller er moralen selv. Moralen som både norm og praksis må derfor altid være diskuterbar, for ingen er dens endelige vogter, men vi alle dens omsorgsgivere.
Derfor ser vi også tydeligt Lars Løkke Rasmussen forlade borgerligheden, da han som medansvarlig for den såkaldte koranlov tildeler al magten til ophøjede religiøse magtstrukturer. At kritisere er at anerkende, at magt ikke bør være koncentreret ét sted.
Magtdeling er derfor en moralsk nødvendighed, som woke-bevægelsen hævder at besidde alene. De er de "vågne", mens vi andre angivelig stadig sover. Sådan erobrer man den fuldkomne magt.
