Først fik vi den forkvaklede samtykkelov, nu spiller SVM-regeringen så ud med den lige så forkvaklede og lige så juridisk betænkelige stealthing-lov eller ”kondomlov” i folkemunde. I hvert fald hvis regeringen får sin vilje, hvad den forhåbentlig ikke gør denne gang. Det vil i så fald sende retssikkerheden ud på en endnu længere og endnu mere fedtet glidebane, end samtykkeloven allerede har medført.
Lad os et øjeblik minde hinanden om, hvad love går ud på i et åbent demokratisk samfund, hvor staten helst skal have så lidt magt over borgernes liv som muligt; borgerne til gengæld så meget magt over deres egen tilværelse som muligt.
Lovgivningen går ud på at stille dem til ansvar, som ikke af egen drift kan finde ud af at overholde de basale spilleregler, der nu engang skal til for, at det fælles liv kan fungere. Som det forbløffende præcist hed allerede i Jyske Lov fra 1241: ”ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.”
Fra naturens hånd er vi altså som mennesker udstyret med et intuitivt ”indre kompas”, der kan fortælle os, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert, sandt og falsk. Men i enkelte – sjældne – tilfælde fungerer kompasset ikke. Det er i disse tilfælde – og kun i disse tilfælde – man har brug for en almen samfundslov, som kan gribe ind og sætte folk på plads af hensyn til fællesskabets overlevelse.
Fra den fjerne til den nære stat
I Danmark er vi imidlertid godt på vej i den helt forkerte retning, hvor det, som professor Hans Bonde har kaldt ”den nære stat” fylder stadig mere bliver stedse mere totalitær. Dette kommer til udtryk ved, at staten piller ved borgernes liv under bæltestedet.
Med henblik på at skabe særligt statsligt sanktionerede måder at være sammen på, tale sammen på og ikke mindst – dyrke sex sammen på. Det er, som Mike Bruun-Lander har vist i Kontrast her og her, en ny form for marxisme, der tilsyneladende er langt sværere at gennemskue for blå fløj, idet den på overfladen er så pussenuttet korrekt, at det gør helt ondt.
Derfor må vi også se at komme af med den håbløse SVM-regering ved førstkommende lejlighed og i stedet få en stærk borgerlig regering, der kan rydde op i bulen. Akkurat ligesom Trump og republikanerne nu er i gang med at gøre det i USA.
Trumps Titel IX
Som noget af det første kunne man lade sig inspirere af den af-wokeificering af den såkaldte ”Title IX”, som et af Trumps dekreter iværksatte.
Title IX har rødder tilbage til en lov fra 1972, der i forlængelse af tidens borgerrettighedskampe forbød forskelsbehandling pga. køn, og er som sådan positiv i sit udspring. Men under Biden og hans stort udrullede DEI-program ændrede den karakter.
Det skete gennem de justeringer, Biden foretog ad to omgange. Først skulle der indføres særbehandling til pigerne. Nemlig ved at enhver beskyldning om krænkelse af en hvilken som helst art inden for uddannelsessystemet straks skulle føre til drakoniske sanktioner mod drengene – nogenlunde svarende til hvad vi har set med samtykkeloven i Danmark.
Det førte bl.a. til flere ulykkelige college-sager, hvor unge drenge blev hældt ud af skoler alene på en anklage, og uden skyggen af retfærdig og uvildig undersøgelse af sagen. For som en af parolerne i den venstrerevolutionære DEI-kultur lyder, skal der altid tages udgangspunkt i den anklagende parts subjektive oplevelse af at være blevet krænket, og udelukkende i den. Hermed er enhver form for objektiv undersøgelse jo overflødig. Det siger sig selv.
Hvad mere er: skævvridningen går ikke kun ud over hankønsvæsner. Den er også, lyder det fra den nye administration i Washington, udtryk for ”en uhyggelig ringeagt for kvinder og piger”. En konklusion man, ikke mindst som borgerlig, sådan set kun kan være enig i.
Nej til enhver form for særrettigheder
Dernæst skulle transideologien indføres overalt i det amerikanske uddannelsessystem ved, at Biden-administrationen udvidede IX til at indbefatte LGBT+-personers særkrav. Under Trump-administrationen vil uddannelsesafdelingen, lød det fra den fungerende sekretær for borgerrettigheder Craig Trainor, omvendt ”kæmpe for lige muligheder for alle amerikanere, inklusive kvinder og piger, ved at beskytte deres ret til sikre og adskilte faciliteter og aktiviteter i skoler, gymnasier og universiteter.”
Baggrunden var, at Biden-administrationen forsøgte at regulere og revidere Titel IX med henblik på misforstået beskyttelse af LGBTQ+-studerende. Dette udvidede området for seksuel chikane betragteligt – og brød dermed med DeVos-politikken fra den første Trump-periode, som brugte en snævrere definition.
Men en føderal dommer i Kentucky omstødte den 9. januar Bidens indgreb og erklærede, at ændringen ”var en præsidentiel overskridelse og krænkede den forfatningsmæssige ytringsfrihed ved at bede skolerne om at bruge elevernes foretrukne pronominer”. Dommeren, den amerikanske distriktsdommer Danny Reeves, hævdede, at der ikke var noget i Title IX, som tydede på, at reglen skulle dække mere, end den gjorde, da den amerikanske kongres i sin tid vedtog den.
Også her havde Biden og hans stab altså ønsket at skævvride en oprindeligt god lov, der handlede om reel ligestilling, dvs. om ”equality” (frem for ”equity”). Med den konsekvens til følge, at piger fx risikerede at støde på drenge i deres eget omklædningsrum i forbindelse med idræt.
Svarende til det, vi har set inden for sporten, hvor transpersoner har fået lov til at deltage i det modsatte køns konkurrencer – med det resultat, at en kvinde ligefrem nåede at få brud i ansigtet på det grundlag. Desuden skulle toiletterne være ”for alle”. Eller som minimum skulle ”kvinde-mændene” kunne tilgå menstruationsbind og tamponer ude på herretoilettet.
Der skal siges fra over for alle skævvridninger
Hvordan ser det så ud herhjemme p.t.?
Det sidste går det nogenlunde med at få rullet tilbage. Ligestillingsministeren har nu taget sig sammen til at slå fast, at en mand er en mand og en kvinde er en kvinde. Som om vi var tilbage på stavepladernes elementære klassetrin. Og den tidligere ligestillingsminister har gjort det samme.
Om det så er folk fra det nominelt borgerlige parti Venstre, har de vovet sig ud af kaninhullet og har erklæret det biologiske køn for en realitet. Forleden tog selveste formanden sig sammen til det. (Bedre sent end aldrig, fristes man til at sige).
Som det mest lovende proklamerede LA’s Steffen Larsen her på Kontrast i sidste uge, at partiet ville arbejde aktivt på en afskaffelse af racismeparagraffen, der er blevet brugt som løftestang herhjemme for seksuelle minoriteters særrettigheder.
Men især borgerlige må virkelig også tage at oppe sig, når det gælder situationen omkring drenge og mænds ikke-eksisterende retssikkerhed i sædelighedsspørgsmål, for der er og bliver tale om to sider af den samme woke-sag. Som netop borgerlig bør man altid huske på, at fængsling – dvs. frihedsberøvelse, som det meget apropos også hedder – er statens ultimative magtudøvelse over for borgeren.
Som borgerlig må man derfor nødvendigvis holde ekstra skarpt øje med, at netop denne type magtudøvelse kun finder sted, når det er absolut påkrævet i forhold til den almindelige befolknings retsfølelse.
Derfor er det også mere end chokerende, at det faktisk er regeringspartier som Venstre og Moderaterne, der synes at køre hårdest frem i forhold til indførelse af endnu flere nykriminaliserende sædelighedslove, hvor der så at sige ikke synes at være nogen nedre grænse – for hvad der skal lovgives omkring. Så længe man blot kan få puttet flere mænd i fængsel.
Lægdommerne siger fra
Når det gælder den almindelige befolknings retsfølelse, hersker der ingen som helst tvivl om, at de fleste synes, hammeren skal falde hårdt, når der er tale om virkelige og indiskutable forbrydelser.
Men der synes heller ikke at være nogen som helst tvivl om, at det opfattes som rent galimatias, hvis man pludselig af diverse ideologiske årsager ønsker at kriminalisere ganske almindelig og normal menneskelig adfærd i forhold til en bestemt befolkningsgruppe. Thi så stikker der som regel noget politisk fordækt under. Det kan de fleste godt regne ud.
Som et meget alvorligt post scriptum til mit seneste Kontrast-essay her, her og her om samtykkeloven som farlig populisme fra venstre, der har fået lov at slippe igennem også det borgerlige filter, kan jeg nævne, at den forening, jeg er formand for, Ord Mod Ord, efterfølgende modtog et brev fra en lægdommer. Lægdommeren skriver:
”Jeg har været domsmand i 12 år, de sidste fire år i Østre Landsret, hvor jeg flere gange desværre har oplevet, at unge mænd er blevet dømt efter samtykkeloven i sager, hvor jeg som domsmand slet ikke mente, de havde begået voldtægt – i sagerne havde kvinderne lagt kraftigt op til mændene og ikke sagt fra og først dage efter fortrudt og så anmeldt. De juridiske dommere dømte derimod efter lovteksten. ALTSÅ – p.t. har vi en del unge mænd, der sidder uskyldigt dømt på et noget usikkert grundlag.”
Vi lader den lige stå et øjeblik til almindelig eftertanke…
Metoo og woke hænger sammen
Afmonteringen af de to ændringer i Title IX viser med al tydelighed, at Metoo og woke hænger sammen som ærtehalm. Mange, ikke mindst borgerlige, har forsøgt at skille dem ad – og forsøger stadig at skille dem ad. Forstået på den måde, at Metoo ses som noget godt og positivt, woke som noget dårligt og negativt.
Men det er skruphamrende forkert.
Metoo og woke hænger ikke alene sammen som ærtehalm. De hænger – som jeg også tidligere har beskrevet det i mit essay ”Hvorfor er borgerlige så naive, når det gælder Metoo?” – sammen som rambuk og røveri.
Vil man derfor af med den forbrydelse mod menneskeheden og den civiliserede demokratiske samfundsorden, som woke er, bliver man nødt til også at gøre op med Metoo.
Der er ingen vej uden om. For da man slap Metoo løs, åbnede man døren for kaos og justitsmord.
