I årtier har udlændingepolitikken i Europa været domineret af et moralsk narrativ: Hvis bare tonen er ordentlig, rettighederne er på plads, og minoriteter anerkendes, så følger fællesskabet efter.
Det lyder humanistisk. Men det bygger på en tavs forudsætning: at alle kulturer, sociale logikker og psykologier i udgangspunktet er kompatible med den vestlige samfundsmodel.
Her bliver Joseph Henrichs bog The Weirdest People in the World afgørende læsning. Ikke fordi den er skrevet som et politisk værk, men fordi den, måske utilsigtet, leverer et af de stærkeste empiriske argumenter for, hvorfor civilisatoriske konflikter ikke kan reduceres til tone, intentioner eller pædagogik.
Sådan blev Vesten blev “WEIRD”
Henrichs pointe er ikke bare, at Vesten er anderledes. Det afgørende er hvorfor.
Vestlig psykologi – WEIRD: Western, Educated, Industrialized, Rich, Democratic – er ikke universel. Den er resultatet af langsom institutionel evolution, hvor kristendom, romersk ret og senere protestantisme systematisk nedbrød slægts- og klanstrukturer og erstattede dem med kernefamilier, upersonlig tillid, upersonlig lov, individuel ansvarlighed og universelle regler frem for relationelle forpligtelser.
Med andre ord: Vestens frihed og ret hviler ikke på “tolerance” – men på svækkelsen af slægtskabsstrukturer.
Det er her, vores integrationsdebat knækker.
For hvis Henrich har ret – og meget taler for det – så er Vesten ikke bare “mere åben” eller “mere rationel”. Vesten er bygget på helt andre sociale forudsætninger end samfund, hvor:
loyalitet primært er klanbaseret
autoritet er personlig eller religiøs
lov gælder forskelligt alt efter relation
moral handler om “hvem jeg skylder”.
Dermed kan spørgsmålet om sameksistens ikke afgøres med “dialog”, “tolerance” og “bedre formidling”. Henrich viser, at psykologien følger institutionerne. Og institutioner ændres ikke ved samtale, men gennem normer, magt og generationer.
Derfor kan samfund være fredelige på individniveau, men civilisatorisk inkompatible på strukturelt niveau. Ikke fordi nogen er onde. Men fordi visse kombinationer er ustabile.
Den klassiske integration virker ikke
Når mange europæere intuitivt oplever spændinger mellem islamiske klanlogikker og den vestlige orden, er det for nemt at afvise det som frygt eller fordom. Gennem Henrichs linse ligner det noget andet. En intuitiv erkendelse af, at samfund bygger på forskellig social arkitektur — og at arkitekturer ikke altid kan sammensættes uden friktion.
Det gør diskussionen om grænser, krav og integration mindre moralsk og mere civilisatorisk.
Den klassiske integrationsmodel lover rettigheder, inklusion og anerkendelse, men undgår at stille tydelige krav om tilpasning til den vestlige grundorden. Resultatet er ikke mangfoldighed. Det er stille re-tribalisering.
To normverdener lever side om side: én verden styres af love, institutioner og individ og en anden, der styres af ære, netværk og relation. Staten begynder at forhandle med grupper – ikke borgere. Og på et tidspunkt er der ikke længere ét fælles “vi”.
Det er her, assimilation bliver nødvendig: Ét sprog. Én lov. Ét offentligt normfelt. Privat frihed – offentlig fællesramme. Ikke for at udslette identitet. Men for at forhindre, at klanen overtrumfer staten.
USA som advarsel
USA hyldes ofte som bevis for, at “det går”. Men “melting pot” fungerede kun, så længe kravene var tydelige, national identitet var forpligtende og klanlogik blev bremset.
Hvor koncentrationen blev høj, institutionerne svage, og kravene forsvandt, så vi noget andet, herunder lokale lommer, hvor gruppen var vigtigere end loven.
De omfattende svindel- og misbrugssager i visse somaliske foreninger i USA var et signal om, at når klanloyalitet styrer, bliver samfundet reduceret til en ressource, der kan udnyttes.
Samme mekanisme kan opstå hvor som helst — også hos os — hvis vi accepterer parallelle normsystemer.
Danmark har ikke løst integrationsproblemet. Men i modsætning til den svenske model med hjemlandssprog, kulturklubber og svage krav, har Danmark trods alt fastholdt arbejde som hovedvej, dansk som fælles sprog og en begrænset accept af særregler.
Det er ikke elegant, men mere stabilt.
Ikke fordi danskerne er bedre — men fordi institutionerne er mere tydelige.
Derfor er assimilation human
Det lyder hårdt at stille krav. Men spørg i stedet: Hvad er mest humant? At lade mennesker leve i parallelle normsamfund uden reel adgang til det fælles? Eller at insistere på, at de bliver fuldgyldige borgere i ét fælles civilt rum?
Assimilation:
reducerer konflikter
øger tillid
beskytter frihed og retsstat
bryder social arv
giver forudsigelighed for alle
Det handler ikke om at “vinde kulturkampen”. Det handler om at forhindre, at staten tribaliseres og humanismen forsvinder med den.
En sandhed, vi undgår
Henrich minder os om, at civilisationer ikke primært kolliderer i “værdier”, men i de dybere antagelser om, hvad et menneske skylder hvem: familien, klanen, religionen — eller loven. Hvis det er rigtigt, er debatten om grænser, krav og kompatibilitet ikke bare moralsk. Den er civilisatorisk.
Og her må vi sige det højt: Den store politiske fiasko i vores tid er, at både venstrefløjen og de klassiske liberale i næsten 40 år nægtede at se det. Venstrefløjen reducerede alt til racisme, magt og tone — og gjorde enhver bekymring til moralsk fejl.
Liberale troede, at marked, mobilitet og rettigheder automatisk ville opløse klan, ære og religiøs autoritet — som om kultur var pynt og ikke struktur. De var uenige om alt — men delte ét dogme: “Det skal nok gå.”
Det gjorde det ikke.
Vi fik parallelle institutioner, voksende tribalisme – og vælgere, der blev udskammet, hver gang de påpegede, hvad enhver historiker kunne have forudset. Hvis vi vil rette kursen, kræver det ikke flere moralske foredrag — men civilisatorisk ærlighed: én lov, ét offentligt normrum, ingen parallelkulturer, krav før privilegier og assimilation som forudsætning for frihed
Ikke for at gøre alle ens. Men fordi staten – og humanismen – kun overlever, hvis den er stærkere end klanen. Og fordi prisen for endnu 40 års naivitet ikke bliver “uheldige enkeltsager”. Prisen bliver et samfund, der langsomt ophører med at være det, vi troede, vi forsvarede.
