Husejerskab er et fundament i samfundet. Jeg har prøvet det. Fint hus med bedste energimærkning, to elbiler i en isoleret garage og en robotplæneklipper. Men så gik vi fredeligt fra hinanden, min eks og jeg - og huset blev sat til salg. Og jeg købte en campingvogn og en lille, hårdfør firhjulstrækker.

Under salgsprocessen tænkte jeg over, hvad jeg ville, når huset blev solgt.

For der er noget med frihed og høje faste omkostninger, der ikke helt swinger i min bevidsthed længere.

Jeg har flyttet mange gange i mit liv. Det er en triviel aktivitet, der ikke interesserer mig. Jeg finder ingen stor glæde ved at pakke bøger ned og sætte dem op på en ny reol et nyt sted. Der er mange praktiske forpligtelser ved at eje et hus. Jeg foretrækker at bruge min tid i naturen og/eller sammen med min søn, kæreste og familie. Jeg dadler bestemt ingen for at leve et andet liv end jeg. Men jeg kunne mærke, at den slagne vej ikke var noget for mig.

Jeg kan godt lide at eje gode ting, men efterhånden ejer jeg kun få ting. Og jeg sorterer meget ud efter mottoet kill your darlings. Det er som om, at hvis jeg først slår ind på forbrugerkursen, så bliver jeg aldrig rigtig tilfreds. Der er altid en ny ting, der venter på at blive købt.

Jeg kan huske fornemmelse af at kigge ind i vores skur - som egentlig var ryddeligt - og se på den ene kasse efter den anden og tænke: Jeg er blevet helt immobil med al det gods om anklerne.

Fra hotel til campingvogn
For nogle år siden, da jeg drev hotel med min bror, boede jeg i et stråtækt sommerhus direkte ud til klitterne ved Vesterhavet. Huset var ikke ideelt til helårsbeboelse, men jeg nød det simple liv; hårdt arbejde og en simple, naturskøn bolig.

Det begyndte jeg at tænkte tilbage på. Men jeg ville gerne gøre det endnu mere simpelt - og allerhelst mobilt.

Jeg ringede til en bekendt, der ejer en campingplads og spurgte om man kan bruge en campingvogn hele året. Det kan man, forsikrede han mig om, “men du skal købe en af mærket Kabe”.

Jeg lejede et lille værelse hos en af mine nærmeste og så købte jeg en campingvogn af mærket Kabe. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg ejer ikke mere, end jeg kan have på meget lidt plads, og jeg har næsten alt, hvad jeg skal bruge.

For nyligt tog min søn og jeg ud på en campingplads ved Vesterhavet. Da vi havde parkeret vognen, lavede jeg en kop kaffe, og han fik lov at se Mickey Mouse på det lille 12-volts-tv, jeg har i vognen. Det kostede 900 kroner i Bilka, og beslutningen var truffet på forhånd - for det var det eneste tv, der passede i størrelsen og havde 12-voltsstik.

Kvaliteten er ikke noget at skrive hjem om. Men jeg ser ikke meget tv, og jeg ved i øvrigt ikke, om min livskvalitet ville stige markant, hvis det var Ultra HD OLED - eller hvad den nyeste skærmteknologi hedder.

På min vogn er der “duo-control CS”. Det betyder, at man kan have to gasflasker tilsluttet i gaskassen, så når den ene er tom, slår fyret automatisk over på næste gasflaske. Det er en fantastisk funktion.

Minimalt forbrug
Min vogn er den mindste, Kabe laver. 4,7 meter indvendig længde. Den har de færreste vinduer, endda de mindste af slagsen. Det betyder, at mit gasforbrug er minimalt. Mange vil blive overrasket over, hvor lidt gas, der skal til for at holde en vogn dejlig lun. Der er vandbåren gulvarme, som i et hus, med konvektorer langs alle vægge, der sørger for at sprede varme hele vejen rundt.

Jeg har ikke brug for mere, tænker jeg tit, når jeg sidder i siddegruppen med en bog og kan høre dynen knitre, fordi min søn vender sig i sengen.

Vingesuset fra fornemmelsen af den frihed, jeg føler, er nærmest euforisk. Selvom andre måske ruller øjne af det.

Jeg har sågar plads til en forstærker, en akustisk guitar og en elektrisk guitar i vognen. Man skulle tro det var løgn, men man lærer at være kreativ. Jeg har altid kunnet lide den afdøde musiker J.J. Cales musik. Clapton og Cale var gode venner, og Clapton spillede flere af Cales sange og gjorde dem verdenskendte.

J. J. Cale opholdte sig meget i sin amerikanske Airstream. I et interview tilbage i 90’erne udtalte han, at han nød det simple og blot kunne hægte vognen bag sin truck og så køre et nyt sted hen, hvis han var blevet træt af sit nuværende opholdssted. Det er ren bingo i mine ører.

For hvad er et hjem?

Intet hjem i det rigtige kvarter
Under min forældres skilsmisse, føltes hjemmet ikke meget, som “hjem”. Selvom det var et fint hus i det rigtige kvarter.

Hvem siger, at man ikke kan gøre følelsen af hjem mobil? Det tror jeg godt, man kan. Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Og jeg skal ikke afvise, at fremtiden ser anderledes ud, end jeg regner med lige nu. Men jeg har svært ved tro, at jeg ender samme sted, som jeg var engang. Den fornemmelse af frihed jeg har i dag, er et uerstatteligt gode, som længe står over mit tidligere store, materielle forbrug.

Vi må alle finde vores vej i livet og jeg ret sikker på, at min er on the road again, som Willie Nelson synger.