Det er jo ikke, fordi jeg ikke holder meget af at høre mig selv tale. Den slags følger med jobbet som gymnasielærer, hvor man gennem årene fremelsker en særlig veneration for lyden af egen stemme, som helst ikke skal udfordres.
Mit livs hidtil eneste grundlovstale var da bestemt også en oplevelse, der gjorde mig ydmyg. Tænk at få lov at stå foran Thorvaldsens Museum lige ved Christiansborg Slot og få tildelt retten til at tale om vigtigheden af historien, af dem, der gik forud og banede vejen for alt det, vi nyder godt af i dag. Lige fra kunst og klassicistiske bygningsværker til stemmeret og et relativt velfungerende samfund.
I dag, nogle år senere, må jeg imidlertid erkende, at grundloven, som alle folketingsmedlemmer skriver under på at ville overholde, men som ingen helt ved, hvad betyder, er devalueret.