I en kommentar i Berlingske argumenterer Isabella Arendt for, at begrebet generationsmisundelse er misforstået og måske slet ikke eksisterer i den form, det bliver præsenteret. Hun modsiger idéen om, at ældre generationer, især kvinder, skulle være misundelige på de unges muligheder. Arendt mener, at mødre generelt ønsker, at deres døtre skal have bedre forhold, end de selv havde; altså er der tale om en positiv udvikling.
Jeg skal ikke kunne sige, om nogle kvinder er misundelige, men min opfattelse er ligesom Arendt, at de fleste forældre er så sunde, at de naturligvis ønsker deres børn det bedste.
Dette er en værdifuld pointe, men i stedet for blot at afvise begrebet, vil jeg argumentere for, at generationsmisundelse er forkert forstået i sin essens: Den burde faktisk handle om, at de unge i dag burde være misundelige på os ældre generationer. Ikke på grund af vores begrænsede muligheder da vi var unge, men fordi vi voksede op med faste holdepunkter, der hjalp os med at navigere i tilværelsen.
