Kirkerup-sagen har sat ondskaben ind i en banal virkelighed. Det udtaler den provst, som først konfirmerede og senere, efter hun var blevet voldtaget, lemlæstet og slået ihjel af den såkaldte ”Korsør-mand”, begravede 17-årige Emilie Meng efter. Drabsmanden er netop blevet idømt livstid for sin ugerning ved Retten i Næstved. 

Erkendelsen af, at ondskaben ikke kun er en by i Rusland, men lever inde i alle mennesker, side om side med dyder som medmenneskelig, omsorgsfuldhed, altruisme, samfundssind, opofrelse, flid og kærlighed, er rigtig. Det er også rigtigt, at det udfordrer det rationalistiske menneskesyn og verdenssyn, som for alvor slog igennem i Oplysningstiden, og som stadig på mange måder ligger til grund for vores moderne verden – fraset et par alvorlige udfald.

I Oplysningstiden ville man gøre op med det verdenssyn, at mennesket på bunden er så fordærvet en synder, at kun Gud kan redde det fra fortabelse. Man ville så at sige ”indsætte mennesket på Guds plads”. Eller i alt fald hævde, at det var i stand til at fuldføre Guds plan med verden stort set lige så godt som ham selv.

Den strukturelle ”løsning”
Ved siden af disse to ondskabsopfattelser er der ved at opstå en ny og tredje, som kan vise sig at blive mindst lige så farlig som den ondskab, den vil bekæmpe. Hvis da ikke farligere!

I kølvandet på MeToo og wokeismen er begrebet ”strukturel” blevet særdeles udbredt. Alle vegne er der ikke enkeltproblemer – med mænd, der ikke kan opføre sig ordentligt overfor kvinder, med kvinder der udøver psykisk terror over for deres omgivelser osv. – jævnfør en ny undersøgelse om psykisk vold finansieret af Paul Lyngbye. Nej, der er strukturelle problemer. Strukturelle problemer, som igen, selvfølgelig, skal mødes af strukturelle løsninger.

Hvad går det så ud på?

Jo, det går f.eks. ud på at sige: Ikke alene må vi erkende, at ondskaben er banal og ligger på lur i alle mennesker, side om side med det gode. Vi må også erkende, at samtlige mænd pr. definition er onde, simpelthen fordi de er født som mænd. Og at kun hårde strukturelle indgreb, der så at sige ”afmaskuliniserer” dem, kan redde verden. Hvor verden altså forstås som kvinders (og minoriteters) eksklusive ejendom og territorium.

Manden, den hvide heteroseksuelle cismand nærmere bestemt, er som sådan et ondt ”fremmedelement” i den rene feminaverden. Og kun ved at indsætte den strukturelle revolution på Guds plads, kun ved at tage den store strukturelle hammer i brug, kan vi redde foretagendet.

Det er tydeligvis essensen af den gerningsmandsundersøgelse, officielt kaldet ”undersøgelse af gerningspersoner i voldtægtssager”, som partiet SF foreslog i Folketinget i efteråret, og som lige nu ligger til behandling i Retsudvalget. Lur mig, om ikke formålet med den er at vise: Se her er en tilsyneladende skøn og dejlig dreng. Han er 17 år, hedder Morten og går i gymnasiet. Bor hjemme hos far og mor. Har venner, går til fodbold og er populær hos pigerne.

Forkert! Morten er en mand – og dermed er han også en gerningsmand. Uanset om han har gjort noget eller ej. Han er født som mand, han har levet som mand, og dermed er han allerede som udgangspunkt en voldtægtsforbryder. Indse det – og sæt så den store gennemgribende kulturændring i gang, der skal afmaskulinisere ham én gang for alle.

Lidt lige som i den australske delstat Victoria, hvor man decideret har udpeget en minister, der skal sørge for at få ændret mænds opførsel, således at "livet for kvinder og børn bliver mere trygt og sikkert."

Hvad følgerne af et sådant indgreb er, får man med gruopvækkende tydelighed indblik i i DF-dokumentaren Uskyldigt dømt?, som jeg selv har medvirket i sammen med mødre til samtykkedømte unge mænd. Dokumentaren giver et levende og uhyggeligt kig ind i, hvad virkeligheden bag alle de sødladent glatte radikalfeministiske fraser og falbelader egentlig rummer. Den virkelighed, som ingen af mainstreammedierne overhovedet vil røre ved. Skønt det er det, de som udgangspunkt er sat i verden for at gøre.

Ondskaben er banal – men ikke strukturelt betinget
Hvad er da løsningen set fra et borgerligt synspunkt? Løsningen må være at erkende, at ja, ondskaben er vitterlig banal. Den bor på hver anden villavej i Kongeriget Danmark. Den kan se pæn ud på overfladen. Den kan gå i gymnasiet, på kontoret, til fodbold – ja, sågar til blomsterbinding og salmesang. Men dykker man blot en millimeter ned under overfladen, findes kræfter, der kan sætte ubegribelige handlinger i gang. Som i Kirkerup-sagen.

Men ondskaben er ikke et ”strukturelt problem”, der kan løses én gang for alle ved et voldsomt og brutalt strukturelt indgreb. For eksempel gående ud på, at alle mennesker født som drenge skal demaskuliniseres fra fødslen. 

Forudsætningen for dette argument er nemlig, at alle mennesker født med et Y-kromosom bør puttes i samme kategori som Korsør-manden. Selvsagt en afsindig og usmagelig påstand, som kun de allermest ideologisk forskruede kan se lyset i. Som DR’s retsreporter Trine Maria Ilsøe pointerede efter, at der var faldet dom i sagen, er den slags forbrydelser, som her er begået, så sjældne og abnorme, at de kan tælles på mindre end en hånd.

Det, at de fra tid til anden bliver begået, bør derfor ikke føre til den generalisering, at enhver dreng eller mand ligger i risikozonen for at begå det samme. Medmindre man altså tager den store strukturelle hammer i brug. Forudsætningen for den slags forbrydelser er ikke Y-kromosomet. Der kræves en så afvigende personlighedskonstitution, at man skal lede som efter en nål i en høstak for at finde den.

At bruge den slags undtagelsestilfælde som en form for skalkeskjul til at gennemføre noget, der mere og mere minder om en pogrom mod alle mænd, er derfor i sig selv en forbrydelse, der ligger på linje med Philip Wesths i alvor.

Opgøret er en menneskesag
Forhåbentlig kan enhver – medmindre man da er helt ude på den yderste totalitære venstrefløj – høre, at strukturel udrensning af maskuliniteten på baggrund af nogle gudskelov uhyre sjældne, voldsomt personlighedsforstyrrede medlemmer af hankønnet, er en horribel løsning, som i sig selv ender med at være langt mere ond end den ondskab, den skulle forestille at bekæmpe.

Forhåbentlig kan man også forstå, at dette her går langt ud over ”mandesag” versus ”kvindesag”. At det langt snarere er en ”menneskesag”. Ja, at vi måske endda ligefrem taler om en forbrydelse mod menneskeheden med denne nye kønsbestemte pogrom!

Der findes vel nok kun ét svar på, hvordan vi som almindelige borgerlige – forstået ikke nødvendigvis fløjpolitisk, men i bred liberal-demokratisk forstand – kan forholde os til den sandhed, at ondskaben er banal. Nemlig ved at tro på, at der er en Gud. Og at han, ingen anden – intet menneske, ingen strukturel revolution – kan redde os fra dét.

Herudover må vi, indtil vi en dag alle skal herfra, hvad enten vi er mænd eller kvinder, unge eller gamle, farvede eller hvide, finde en måde at leve med hinandens forskelligheder og almindelige fejlbarligheder på. Det er det, der hedder civilisation. Civilisation er i det hele taget at forholde sig til konkrete, ikke til abstrakte, problemer. Og lad så Straffeloven tage sig af det, Straffeloven er sat i verden for at tage sig af: rigtige forbrydelser.

Som filosoffen Immanuel Kant, der just har fejret 300-års fødselsdag, har formuleret det: Det eneste, jeg behøver, er stjernehimlen over mit hoved og moralloven i mit indre. Det er stadigvæk så sandt, som det (cirka) er sagt.