Et lidt for åbenlyst underskud på kompetence-balancen fører hurtigt til både stress og mavesår, hvis man kontinuerligt skal lade som om, man har helt styr på stumperne, mens man i virkeligheden padler rundt i den arbejdsmæssige suppedas uden pagaj og kompas.

Alternativt er man så overbevist om sin egen fortræffelighed, at periodevis kritik og kedelige resultater på bundlinjen ganske enkelt preller af, så man dagligt går hjem i solid selvglæde, mens andre forsøger at holde hovedet oven vande i ens forfængelige kølvand.

Politik eller virkelighed
Ude i den virkelige verden bliver den slags som regel opdaget og afhjulpet, eventuelt med en fyreseddel, men i politik har man fundet en helt anden og langt mere kreativ løsning på den lykkelige blindhed overfor egne mangler.

For bedst muligt at skjule elendigheden, ansætter man en mindre hær af embedsmænd, spindoktorer, taleskrivere og andre gøglere, som kan renskrive, omskrive, gendigte eller i grelle tilfælde ligefrem opdigte virkeligheden, så den står mål med den til enhver tid gældende folkestemning. Og så taburetten bevares længst muligt.

I den nuværende regering må man sige at have haft et ekstraordinært stort behov for at lyve på daglig basis; hele 369 millioner har man gennem de seneste 10 år brugt på såkaldt særlige rådgivere, heraf 77 millioner alene på de nuværende ministre, og vi kan derfor konstatere, at vi har at gøre med den dummeste regering i danmarkshistorien.

Mystisk ministerium
Et politisk hus, som må antages at stå overfor en sværm af denne form for nyansættelser, er Ministeriet for den grønne trepart. Aldrig før har et ministerium haft så underligt et navn og sjældent før har længden af navnet været så omvendt proportionalt med fornuften i ministeriets kerneområde.

I en tid, hvor vi kontinuerligt tudes ørerne fulde af vigtigheden af naturens balance og træernes gavnlige effekt på det klima, som vi alligevel aldrig kommer til at kunne regulere, så fælder man nu flere steder i landet adskillige tusinde hektar skov for i stedet at lave naturparker og dertil hørende, indhegnede dyrefolde. Folde, der skal rumme et ukendt antal med tiden ”vilde” dyr.

Utopi og virkelighed
I et spøjst sammenstød mellem utopi og realiteter har utopien som så ofte før vundet. Når man sidder i Kartoffelrækkerne og tænker lidt over det med dyrelivet, så er både vildtlevende ulve (uden hegn og med adgang til parcelhushaver og fåreavleres levebrød) og knap så vildtlevende heste og køer (i indhegning, uden fodring og pasning) en idyllisk idé. Bevæger man sig et par postnumre væk fra Østerbros speltsegment og stikker gummistøvlerne ned i mudderet, så vil man hurtigt opdage, at virkeligheden er en anden oplevelse; rundt omkring i landet har de foreløbige rewilding-projekter allerede medført opstandelse og begrundet forargelse hos lokale borgere, der har været vidner til hvad man normalt ville kalde regulær dyremishandling.

For ligesom at undgå for meget bøvl med juraen i fremtiden, har man nu valgt at ændre dele af dyreværnsloven, så man kan pine dyrene i fred og ro og uden politiet behøver gribe ind.

Arbejdspligten kalder
Personligt er jeg ret pjattet med regeringens nye tiltag, der skal få flere kontanthjælpsmodtagere op fra sofaen og ud i samfundet. Under den meget motiverende overskrift ”Arbejdspligt” forventer man nu at kunne få 300 ellers jævnt håbløse tilfælde sendt afsted i såkaldt nyttearbejde. Det ekstra fine ved den løsning er, at man samtidig holder dampen oppe hos sagsbehandlere rundt omkring i kommunerne.

Dette filantropiske og tilsyneladende handlekraftige projekt kommer nemlig til at koste skatteyderne 150 millioner om året. Det er skisme en dyr ukrudtsbekæmpelse, tænker du, men her må vi prøve at forstå, at kuren nogle gange skal være værre end sygdommen. For selvom det i grunden været billigere bare at lade dem blive på sofaen, så lugter det af handlekraft og konsekvens, i hvad der muligvis er et valgår.

Angst må der til
Vi lever i usikre tider, siger regeringen, der sammen med medierne gør alt for at opretholde den lille grundlæggende angst, så vi ikke får lidt for gode ideer om noget med optimisme og forår.

En, der har lukket prepper-mentaliteten helt ind under huden, er ingen ringere end Jarl Cordua, som i en artikel i B.T. fortæller folket, at nu er han gået ind i hjemmeværnet. Tilsat imponerende billedmateriale af Cordua som en slags romersk hærfører oplyses det, at han skam allerede har trænet bykamp og lært at nedkæmpe fjenden, hvilket jo er udmærkede kompetencer at råde over, når han iført gul vest og bukserne trukket godt op over maven skal dirigere parkerings-situationen ved kommende koncerter i Herning Kongrescenter. Og da det som bekendt er umuligt at gå i krig, når man er ved at omkomme af grin, kan det ikke afvises, at strategien holder russerne fra døren. Man må håbe, de læser B.T.

Russerne går næppe hjem
Ja, de russere er svære at styre. En ting er, at de fortsat er i krig i Ukraine og ikke gider gå hjem af sig selv – nu er de også begyndt at give udtryk for selvstændige meninger om samfundet, som ikke nødvendigvis flugter med den, vi har i EU.

Det viser sig nemlig, at danske skoleelever via en engelsksproget undervisningsportal har været udsat for russisk propaganda. Altså det, der engang hed neutral nyhedsdækning, men som vi på et tidspunkt gik væk fra, fordi det simpelthen er for anstrengende at høre på andres meninger. Blot for variationens skyld kunne det nu ellers have været interessant at se, hvad russerne synes om det hele, men i stedet har man bandlyst sidens indhold.

Seniorforsker i udenrigspolitik Flemming Spliedsboel havde følgende kommentar til artiklen: ”Jeg har det svært med, at den bliver brugt i danske skoler. I det materiale, jeg har set, er der ingen afbalancering. Hvis jeg havde børn i den alder, ville jeg reagere og rette henvendelse til skolen.”

Til det vil jeg blot indskyde, at hvis man over en kam betragter det ellers blåstemplede undervisningsmateriale om f.eks klimaforandringer, bæredygtighed, kolonialisme, strukturel racisme og andet godt fra woke-kassen, så er afbalancering og nuancering altså ikke noget, vi ret gerne bruger i den danske undervisningsverden.

Terror i Nordafrika
I Frankrig går man langt i indsatsen for ikke at omsætte brugbar viden til konkret handling. Til trods for at den franske efterretningstjeneste længe havde kendt til eksistensen af et par unge, radikaliserede indvandrere, der havde sværget troskab til Islamisk stat, så krævede det en modig indsats fra en bekendt til drengene, der meldte dem til politiet, før der blev grebet ind – og et terrorangreb af hvad man må vurdere som værende af middelsvær karakter blev afværget i sidste øjeblik.

Man kan spørge sig selv, hvordan det går til, at europæiske efterretningstjenester så ofte lader til at sidde på hænderne i denne type sager, men i sidste ende er jo op til politikerne at sætte rammerne for en strammere tilgang og hurtigere udvisning til formodet kriminelle eller radikaliserede indvandrere. Og den går ikke, for så kommer vi i ballade med de forældede konventioner, som vi altid dunkes i hovedet med, som var de hentet ned fra bjerget af selveste Moses.

Ja, det kan ikke undre, at 18 pct. af de franske vælgere gav deres stemme til Rassemblement Nationale ved efterårets afstemning og heller ikke, at partiets medlemstal efter sigende er steget med 25.000 siden dommen mod Marine le Pen faldt i sidste uge. Det er vist på tide at ”Les enfants de la Patrie” ser at gøre noget radikalt, før de pludselig vågner en morgen og finder ud af, at de bor i en nordafrikansk koloni.

Glædelig tirsdag.