Det river fælt i min tålmodighed, når klimaaktivister ødelægger kunst for at få opmærksomhed. Når de ikke selv kan finde ud af at råbe op, skal det åbenbart gå ud over Van Gogh, Leonardo Da Vinci, Picasso og André Derains.
Jeg bemærker i øvrigt, at hærværket ikke er helt i balance på diversitet og mangfoldighed. De hårdt plagede lærreder er tilsyneladende mest mænds. Følger guerillaerne ikke med i kvoteringer og ligestillingsdebat? De virker ellers ret opdaterede på identitetspolitik og kønskamp.
Men de hælder altså tomatsuppe på fransk fauvisme, og kvinder fra Extinction Rebellion limer sig fast til Picasso. Det ville den spanske mester formentlig ikke være ked af. Efter sigende var kvindeligt selskab for ham en livsbetingelse.
