Der er igennem historien skabt lovgivning, der sætter rammer. Og så er der skabt lovgivning, der markerer et civilisatorisk skift – et brud med den hidtidige orden af, hvad der virker. L-168 om vedvarende energi - et lovforslag, som netop er belvet vedtaget - hører til sidstnævnte kategori.
Ikke på grund af sit formelle rækkevidde alene, men fordi det repræsenterer noget dybereliggende - en forskydning i magtens struktur og i selve forståelsen af det politiske ansvar.
I tirsdags vedtog et bredt flertal i Folketinget – S, V, SF, LA, M, KF, EL og RV – det, der i embedsmandsprosa kaldes “Forslag til lov om planlægning og udbygning af vedvarende energi på land”. Bag det teknokratiske vokabular skjuler sig ikke blot en energipolitisk ambition, men en grundlæggende ommøblering af forholdet mellem stat, individ og lokalsamfund.
