Så oprandt dagen, hvor det nye folketingsår skydes i gang, og vi har jo alle ventet i spænding på statsministerens næste træk i kampen for at redde sit parti ud af det dødvande, som hun måske lidt selv er kommet til at bringe dem i efter en årrække med så uhæmmet magtbegejstring, at damens egne kernestøtter er begyndt at vakle under vægten af de røde faner.
I skrivende stund kan jeg høre åbningstalen fra mit TV. Holdt i en så uvant barmhjertig tone og med så poetiske vendinger om de fortabte, de hjemløse og de søde børn med uskyldige smil, at stemmen enkelte steder simpelthen knækker over i selvbenovelse, mens den minder os om, at vi både skal passe på de udsatte og være noget for vores børn - som vi for resten godt må huske at få nogle flere af.
Altså ikke de udsatte, men børnene.
