LA-formanden Alex Vanopslagh udgav sidste år bogen Vejen til ansvar. Den er der god grund til at læse eller genlæse.
Det skyldes især, at den forholder sig til skolen, grundloven, konkurrencestaten og dannelsen - og åbner for et kritisk blik på den liberalisme, som LA må siges at bygge på.
Lad os tage et kig på bogen, selv om den ikke er dagsaktuel.
Alex Vanopslagh funderer i bogens første del (med titlen ”Liberale rødder”) over skolen i grundlovens ånd. Her leverer han en sønderlemmende kritik af den seneste skolereform:
”Dansk skolepolitik ophørte i 2013 med at handle om undervisning – dette gode tyske låneord, der henviser til det frie menneskes frie møde med kulturelle erfaringer. Nu drejer skolegangen sig om elevers opfyldelse af statslige læringsmål. Vores tid har efter alt at dømme ikke brug for at gøre frie mennesker dannede. Folkeskolen skal være et jobcenterkursus. Et langvarigt træningsforløb med op til 3.000 læringsmål, der uden slinger i valsen fører poderne ind på det mytiske fremtidens arbejdsmarked” (s. 51)
Forfatteren skriver endvidere om reformens relation til grundloven: ”Men hov. Var det ånden i Grundloven? Var ånden ikke den modsatte?”
Vanopslagh knytter altså sin pædagogiske kritik direkte an til en forfatningsliberalisme, der vel at mærke stilles i delvis modsætning til LA’s neoliberale rødder, hvor økonomisk vækst og lave skatter er det centrale.
I den forstand var skolereformen ifølge Vanopslagh et brud på grundlovens ånd og dermed på liberalismens essens. Skolereformen forstås derfor som en del af en forfaldsliberalisme, hvor økonomisk vækst angives som pædagogikkens mål. Dermed er vi fremme ved det næste emne.
Konkurrencestat, værditab og identitetspolitik
Den største trussel mod liberalismen er en bestemt version af liberalismen selv, nemlig det som kaldes for ”konkurrecestatsliberalismen”. Her er et prægnant citat:
”Problemet med konkurrencestatstænkningen er, at man blander mål og middel sammen. Velfærdsstaten blev i sin tid etableret som et middel til at indfri et mål om et bedre liv for borgerne. I dag sikrer konkurrencestatstænkningen, at reguleringen af borgernes liv skal indfri målet om, at velfærdsstaten er økonomisk holdbar og konkurrencedygtig.”
Konkurrencestaten, som ifølge Vanopslagh indstiftes fra omkring 2006, efterlader samfundet i et ”værdimæssigt tomrum”. Og det er dette ”tomrum”, der så efterfølgende overtages af ”frigørelsesliberalismen”, dvs. identitetspolitikken, hvis effekt er omfattende regulering af dit og dat.
Den moderne værdi- og identitetspolitik er med andre ord en konsekvens af konkurrencestatens opgør med forfatningens ånd. Det er en vigtig iagttagelse. Og den passer. Ikke mindst i den pædagogiske forskning på DPU, hvis center er stærkt præget af denne symbiose.
Identitetspolitikkens filosofiske rødder i poststrukturalismens tradition omtales dog ikke. Og vi får heller ikke så meget at vide om, hvad det egentlig er, som gik tabt omkring 2005. Det er som om, at det hører en anden generation til. Vanopslagh skriver dog en del om Grundtvig, der bliver en slags savn, men det går lidt stærkt.
Mink og dannelse
Der er også vildskud og en del mere snakkende passager i bogen, og efterfølgende hører vi faktisk ikke så meget til ovenstående logikker. Undervejs falder også en meget uheldig sætning om at afvikle folkebibliotekerne. Alle disse detaljer om dette og hint lader jeg ligge, så det grundlæggende ræsonnement står klart.
Jeg kan dog ikke lade være med at nævne, at Vanopslaghs stresstilstand i december 2020 for alvor melder sig midt i en tale i Folketinget, hvor han forklarer, at SSI ikke anbefalede slagtning af alle minkene. Lige her hakker sætningerne, og han må melde sig syg. Med Vanopslagh på lazarettet blev LA igen tavs i nedlukningsspørgsmålet, som jo handler om, at konkurrencestaten blev udvidet til en form for biostat, som forstærker konkurrencestatens forfatningsopgør, der som nævnt er bogens centrale synspunkt.
Vanopslagh vil desuden gerne have noget mere dannelse i stedet for al det aktuelle trivselsforfald, som han bruger sider på at gennemgå. Han trækker især på Stefan Hermann og Henning Fonsmark. Det går lidt hurtigt deromkring, og pludselig går det ud over Rousseau. Og med Fonsmark som herskerreference banaliseres reformpædagogikkens dannelsesbidrag.
Det er en af de borgerliges fejltagelser, Vanopslagh gentager her. På den måde får vi en slags inaktiv og romantiseret Grundtvig, mens hele virkningshistorien marginaliseres.
Kritik af tidens selvbyggerbørn
Derimod er det skønt at se, at Vanopslagh refererer direkte til Merete Riisagers bog om ”selvbyggerbørn”, og til sidst kritiseres skolereformen igen. Her citeres den pædagogiske filosof Brian Degn Mårtensson for følgende:
”At holde skole er et evigt og stående etisk spørgsmål omhandlende omgangen med andre menneskers fremtid.”
Jeg nævner dette citat, fordi Mårtensson jo i 2015 udgav bogen ”Konkurrencestatens pædagogik”, og dermed er logikken så alligevel intakt.
I en epilog takker Vanopslagh faktisk både Riisager og Mårtensson, som begge tidligere har skrevet sig ind i dannelsens og kritikkens sammenhæng, men som blev marginaliseret på det skammeligste af konkurrencestatens radikaliserede organisationer.
På den måde rummer bogen et bud på en åndsliberal version af den pædagogiske kritik, som udviklede sig efter 2010.
Mange tak til Alex Vanopslagh, som i min hukommelse er den eneste politiker udover Riisager, der har drøftet disse emner grundigt.
