Hvorfor egentlig være skuespiller og teatermenneske? Hvad er meningen med teater som kunstform?
Den prisbelønnede skuespiller og tidligere teaterleder Jens Albinus giver med sin essaysamling, Den kærlighed du har til mig - Essays om teater, forblændelser og forbiere, nogle både personlige og begavede refleksioner over det særlige ved skuespilkunsten.
Undervejs er han skånselsløst ærlig om sin egen karrieres fiaskoer og vildfarelser, deraf titlen.
Præste- og lærersønnen fra Nordfyn er vokset op med ord og sprog i lange baner, og den levendegjorte fortælling har hans bevågenhed fra en tidlig alder.
Faderen skal dog ikke forstyrres når han skriver sin søndagsprædiken, og han er i det hele taget en fjern faderfigur med indre dæmoner som Albinus først rigtig forstår efter at han er død.
Den kærlighed du har til mig
Bogens titel henviser netop til et salmecitat: ”Den kærlighed du har til mig, har os til sammen bundet”. Albinus genser det, nedskrevet af faderen, i sin konfirmationssalmebog. Og afstår klædeligt fra et tidstypisk faderopgør.
Han ser derimod faderens personlige drama og kærlighed til børnene i ordene i salmebogen, de ord bygger posthumt en bro til den far som i levende live ikke magtede at være ordentlig til stede i sine børns liv.
Som den skarpe sprogfilosof Albinus også er, er han godt klar over at sprog er mangetydigt. Flere fortolkninger er mulige, men denne giver mest mening for ham i momentet.
Der skal være et 'du'
Bogens røde tråd bliver netop det sprog der siger eller udtrykker ”du”, og som udtrykker den forbundethed, som intet menneske kan være foruden.
På tværs af de meget forskellige essays fremlæser jeg et statement om at teaterkunsten, ligesom menneskelivet, kun kan blomstre hvis der sker en henvendelse til et ”du”.
Uden den åbenhed og ydmyghed i forhold til tilskueren - til medmennesket - stivner teatret i enten provokation eller moralisme. Der skal være plads til tilskuerens egen fortolkning, og Albinus mener at tilskueren får noget nyt at vide, ser en ny mening, i det magiske rum der opstår når teater virkelig lykkes.
For at det kan ske, kræves der både håndværk og gode tekster.
Kostelige anekdoter
Albinus har siden de unge år set teater i verdensklasse, især i Tyskland. Han beretter om udenlandske kæmpetalenter og overmod, således også om svenske Lars Noréns katastrofale fangeprojekt.
Anekdoterne fra Albinus’ eget skuespillerliv er kostelige. Som da han skal spille titelrollen i Strindbergs Faderen på et stort teater i Berlin omkring årtusindskiftet.
Han er høj af sin succes i Lars von Triers film Idioterne (1998) og vil spille den prestigiøse rolle som han føler den i krop og sjæl - og på skoletysk.
Kemien er dårlig under indstuderingen, og den kvindelige medspiller truer ligefrem med at forlade forestillingen.
Han lærer på den hårde måde at en skuespiller ikke skal være så selvoptaget at alt skal kunne føles rigtigt inderst inde… Han eller hun skal turde springe ud i det uvisse.
Enten er du med mig - eller ond
Albinus langer i det lange midteressay ”Magt” ud efter den øgede selvcentrering, moralisme og polarisering i teaterverdenen.
Det er en tendens som han sjovt nok ser starte allerede efter den 11. september 2001 og George W. Bush’ berømte tale:
”Det er påfaldende, hvor meget denne appel i sin ordlyd, skønt i en helt anden mening, har et næsten fuldkomment sammenfald med en form for henvendelse, der ofte rettes mod publikum fra scenen i de seneste års vestlige teater: Hvem der ikke er med mig (det vil sige på Det Godes side) i min forargelse (over patriarkat, klimasvineri, overforbrug, sexisme, migrationspolitik og så videre) - den eller de er imod mig (det vil sige på De Ondes side).
Either you’re with us - or you’re with the terrorists.” (s. 64).
Lær af de klassiske værker
Albinus tolker polariseringen dengang som nu som tegn på en krisetid i et frygtramt Vesten, hvor teatret ikke magter at tænke nyt og samtidig indgyde håb hos publikum.
Identitetspolitik og wokeisme som sådan indgår ikke i hans vokabular. Den udstrakte ”følsomhed”, som han selv kalder det, og krænkelsesparathed, i dagens teaterlandskab gør at mange klassikere bliver gransket og fundet for lette.
For eksempel ønsker nogle at droppe Shakespeare, fordi de finder ham kvindefjendsk. Forfatteren advarer mod at ville korrigere de klassiske værker, for de kan lære os noget på tværs af tid og sted, ikke omvendt.
Det ligger i selve klassikerbegrebet. Et af hans egne eksempler er Holbergs Jeppe på bjerget, som han selv har spillet titelrollen i hele to gange.
Det er et godt dansk eksempel, for lige netop den Holbergkomedie er blevet diskuteret og fortolket talrige gange, også af litterater.
Den farceagtige politiske korrekthed
Albinus fortæller farceagtigt om sin egen oplevelse fra 2023, hvor han bliver hyret til at medvirke i festspillene for Niebelungenkvadet i Worms i Sydtyskland.
Der er fuld plade i diversitetsbingo, med en fjerdebølgefeministisk instruktør af anden etnisk herkomst, der midt under indstuderingen render til Beyonce koncert og audiens hos paven - og så i øvrigt barberer det nyskrevne manuskript ned til ukendelighed.
Mytens Brynhild skal træde i karakter og vise mændene hvor skabet skal stå. En fremtrædende rolle spilles af en transperson. Albinus’ skuespilindsats består mestendels i at twerke som gjaldt det livet… I kulissen står en ledelse for en traditionsrig festival, der ser øget omtale og ditto indtjening i totalt ukritisk at omfavne tidens politiske korrekthed.
Kunstverdenens intolerance
Albinus er blevet kritiseret for ikke at gå linen ud med sin kritik af politisk korrekthed og identitetspolitik i teaterverdenen. Er det fordi han ikke vil pisse i egen rede? Eller vil han fastholde tvivlens nådegave?
Jeg kan have ham mistænkt for at gardere sig med høflighedsvendinger og relativiseringer for at undgå kritik fra egne rækker. At udfordre ”korrekthedskirkens dogmer” (mit udtryk, inspireret af sociologen Tobias Petersen) kan jo risikere at ramme ham på karrieren.
Så stærk er intolerancen overfor divergerende synspunkter i kunstneriske kredse, der oven i købet kan ligge i læ hos rygklappende mainstreammedier. Den katastrofale Deadlineudsendelse med Albinus og Liv Helm viste det med al tydelighed.
Under alle omstændigheder er der masser af gode skildringer og refleksioner i den lille men tætte bog, foruden perspektivrige afstikkere til film, litteratur og filosofi. Et tænkende teatermenneske, hvor er vi heldige!
Jens Albinus: Den kærlighed du har til mig - Essays om teater, forblændelser og forbiere, 175 sider, Forlaget 28B.
Læs også
