Vittorio Arrigoni, som dette skal handle om, var drevet af medfølelse og indignation. Han opfattede sig som en moderne ridder af empati – en humanist, der handlede, hvor andre kun talte. Året var 2008, da han gik til søs og sejlede med de såkaldte Free Gaza-missioner for at bryde blokaden og bringe international opmærksomhed om palæstinensernes lidelser. Han må være blevet grebet af denne følelse, så at han mistede det politiske overblik.
Jeg ser den flotte unge mand for mig, og mit hjerte brister en smule.
I den forstand blev han et eksempel på den moralske aktør, der forveksler empati med dømmekraft. Som et hav af de unge mennesker, vi hører om, som kun lytter til deres egen stemme i ekkoet på vores universiteter eller i de vestlig medier. Som fx også lille Greta.
Forklædt som voksen
Den lyder godt, sangen "Jutlandia", sunget af Kim Larsen i 1986 på albummet Forklædt som voksen:
”Hun sejler gennem natten med alle sine børn,
levende og døde.
Hvid som en jomfru og tapper som en ørn
går hun krigen i møde.”
I sangen bringer mennesket det bedste, vi har at give, nemlig en smule håb, en smule tro. Og netop håb og tro skulle den unge italienske menneskerettighedsaktivist, journalist og forfatter få brug for senere, men det vidste han ikke der, ombord på SS Free Gaza, der sammen med et andet sejlede fra Cypern til Gaza i forsøget på at bryde den israelske blokade. Missionen lykkedes!
Her dokumenterede han nøje de humanitære konsekvenser af den israelske blokade og militære operationer, men glemte den del af terroren, som rummes i den palæstinensiske befolkning. Hans erklærede mål var at støtte det palæstinensiske folks rettigheder gennem ikke-voldelig aktivisme og humanitært engagement. For i sin moralske følsomhed over for det palæstinensiske folks lidelser vendte han ikke samme kritiske blik mod Hamas, de facto-regeringen i Gaza, som blev valgt demokratisk i 2006, men siden nægtede at gentage det frie valg.
Den unge mand var ikke sejlet til Korea med et hospitalsskib, som Larsen synger om, men til et religiøst, autoritært og voldeligt regime, der systematisk undertrykker ytringsfrihed, kvinders rettigheder og homoseksuelles frihed.
Vittorio Arrigoni og mange med ham ignorerede disse nuancer, han hævdede at kæmpe for. Han formåede ikke i følelsernes vold at se, at forhold som magtdeling, ytringsfrihed og retsstat ikke blev respekteret af hans offergruppe.
Følelsens fælde
Her viser sig et fundamentalt etisk paradoks: Kan man kæmpe for menneskerettighederne ved at støtte grupper, der systematisk underminerer dem? Ja, hvis man tager dem for givet selv. Arrigoni synes at have overset, at tyranni faktisk kan vælges demokratisk som i Gaza. Et folk kan i desperation og sårbarhed vælge undertrykkere, hvis disse lover beskyttelse og hævn. Det er det tragiske ved følelsens politiske magt: I ønsket om retfærdighed kan man overse, at lidelse ofte bringer mere lidelse i dens kølvand (her må borgerne i Israel også være opmærksomme). Men alt det så Arrigoni ikke: Han havde travlt med at skrive en bog, promovere sagen og, ja, sig selv.
Måske tænkte han, at følelser var nok til at bære en politisk etik. Men når vi bevæger os fra den enkeltes lidelse op på det politiske niveau, kræver det en forankring i universelle, ikke-relative principper. Men hvem bekymrer sig om detaljer, når man er sikker på at have ret?
"Det er bestemt ikke dydigt at lade sig tromle af en tyran. Heller ikke hvis tyrannen er en selv," skriver Jordan Peterson. Det slår mig, at kun ved erkendelsen af det umenneskelige i én selv, kan balancen til det menneskelige politiske rationale åbnes. Hvis man løber så hurtigt for at overbevise verden om sin egen overgodhed, har man måske ikke overbevist sig selv endnu. Det er kun i en sort-hvid verden, man kan finde en sådan identitet.
Falske eventyr
En anden sociologisk betragtning er, at det moderne menneske elsker falske eventyr. Vores handlingsmotiver er ikke længere baseret på risikovurdering for overlevelse, da de fleste basale behov er dækket. Derfor kommer anerkendelsens rolle i spil. For i toppen af Maslows behovspyramide elsker vi livet som en spillefilm – der, hvor vi løber risici uden reelle konsekvenser.
Verden er dog et komplekst sted, og vi kan ikke få den ene side af medaljen uden den anden side. I enhver kompleks situation opstår spørgsmål, der kræver refleksion. Men hvis anerkendelsen er det primære mål, risikerer man at se bort fra disse spørgsmål.
Var det det falske eventyr, der fik Arrigoni til at drage afsted - uden alle de svære spørgsmål?
Der er ingen tvivl om hans hjerte og empati, men på ethvert plejehjem sidder mennesker, der er ensomme; på gader og stræder ligger hjemløse; og kræftramte børn opholder sig på vores hospitaler. Hvorfor lige brændpunkterne? Eller for at komme det nærmere: Hvorfor lige Gaza, midt i mainstream?
Hvad idealisten glemte
Det, Arrigoni ikke erkendte, var, at et system, der undertrykker individets frihed - hvad enten det sker i religionens, revolutionens eller lidelsens navn - aldrig vil kunne rumme en ægte humanist. En sådan stat vil altid vende sig mod dem, der insisterer på kritik og frihed, også selvom de kommer i solidaritetens navn.
Derfor ønsker mange demokrater også valg i Israel, og det vil de få. Fordi kun gennem det politiske spejl kan vi sikre det moralske og et opgør med det umoralske. Ja, gennem ytringsfrihed – klarhed. Gennem retsstaten – retfærdighed. For hvad skal vi med en moral, som ikke kan holdes oppe på dens handlinger?
Arrigoni ville kæmpe for frihed, men mistede evnen til at se, at den frihed, han kæmpede for, ikke fandtes hos dem, han støttede.
Derfor måtte chokket i den moralske blindgyde også have været overvældende, da hans offer bortførte ham. Måske havde han forsøgt at forklare sin bortfører i den palæstinensisk-islamistiske gruppe, at han var en af de gode- Måske overvældede frygten ham. Men hverken tyranni eller terror skelner mellem sine egne og sine fjender, når først det er sat i gang.
De palæstinensiske demonstranter i Vesten, som stadig vender blikket bort fra Hamas’ undertrykkelse, gentager den samme fejl. Når følelser bliver fundamentet for politisk etik, glemmer man let, at netop det frie individ, uanset nationalitet, køn eller seksualitet er det, menneskerettighederne og demokratiet forsøger at beskytte.
Derfor må Israels politik diskuteres. Men man kan ikke kæmpe for frihed med Hamas eller dele af en befolkning, der benægter frihedens præmisser. Ungdommens sind og søgen efter sig selv i den andens blik gjorde, at Vittorio Arrigoni ville blive i Gaza, for som hans motto lød: Stay Human. Som bekendt mærkes dette tydeligt i lidelsen – lige der i den andens blik. Men i sin søgen efter identitet mistede han måske selve det rationale, der gør os menneskelige: evnen til magtdeling. Den deling, som skaber rum for at tænke, tale og være fri.
Den findes ikke i Gazas politiske miljø, og det må vi hjælpe befolkningen med at huske, ellers gør vi dem en bjørnetjenester for at pudse vores egen moral.
Hvad mon han tænkte, lige før de hang ham?
Vittorio Arrigoni blev 36 år gammel. Æret være hans minde.
