Da jeg var barn, voksede jeg op med to hyperaktive forældre. Jeg kan stadig huske, hvordan min mor og far sprang ud af sengen klokken halv syv om morgen – hver søndag – og proklamerede, at ”nu gælder det jo bare om at få mest muligt ud af dagen!”
For en lille intellektuel skønånd som mig, var det et sandt mareridt. For mig var det at ”få noget ud af dagen” nemlig noget helt andet, end det var for mine forældre. Jeg ville gerne læse tegneserier eller bøger eller ligge og høre musik i timevis. Jeg ville gerne se film i biografen. Jeg ville gerne i teatret. Og hvis der ellers havde været tradition for kirkegang i min familie, så ville jeg meget hellere have været i kirke. Men sådan var det ikke i min familie.
For mine forældre havde altid en masse projekter og praktiske gøremål, som de åbenbart fandt hinanden i at lave sammen hver eneste weekend.
For der skal jo bages! Og der skal jo pudses vinduer! Og stegen skal jo i ovnen allerede til frokost, hvis den skal nå at være færdig i aften! Og fik du skrællet æblerne til desserten? Og har du husket at pudse sko? Og hvad messingstagen, den store, ih, altså nej, den inde i stuen – sådan en pudser jo ikke sig selv, Kirsten!
