Sidst skrev jeg, at Danmark gennem de sidste 800 år havde tabt alle krige. Den påstand mødte stor modstand. Mit synspunkt om at man kan betragte perioden 1563-1720 som én lang konflikt kaldet Svenskekrigene blev fuldstændigt afvist. Den Nordiske Syvårskrig (1563-70), Kalmarkrigen (1613-15) osv., måtte ses isoleret hver for sig. Derfor må jeg nok omformulere min påstand, hvis den skal opnå bredere accept.
Man kan sige, Danmark har tabt mange krige, og at nederlagene har haft katastrofale konsekvenser. De har decimeret landet som følge af tab af landområder, befolkning og ressourcer. Nederlagene har forvandlet os fra stormagt til småstat. Vi har også haft sejre, men ingen af dem har formået at kompensere bare lidt for de store tab nederlag.
Det er en spøjs og bemærkelsesværdig detalje, at sidst Danmark vandt terræn, var vi slet ikke med i krigen. Ved afslutningen af 1. Verdenskrig fik vi Nordslesvig hjem, men uden at have været med selv. Vi opretholdt væbnet neutralitet og holdt os ude af krigen. Det er da skæbnens ironi.
