“I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” Sådan lyder H.C. Andersens kærlighedserklæring til det danske land. Den er symbolet på alt det, der er dansk på godt og ondt. Sangen er sunget og fortolket et utal af gange. Heriblandt af sangeren Isam B, der har gjort det til sin mission, at sprede islams budskab rundt om i det danske land.
Isam B holder sig ikke tilbage med vilde gloser, når han påberåber sig danskhed, samtidig med, at han ofte beskriver kritikere af hans mission samt islam som nulliteter, hvilket kom til udtryk overfor denne forfatter i en artikel i Jyllands Posten 9. maj 2024 samt i Politiken 9. marts 2025.
Man græmmes over hans ordvalg, men tænker man nærmere efter, kan man måske godt forstå, at Isam B. ikke er i stand til at acceptere religionskritik fra det samfund, som han påstår at have hjemme i - samt respektere, at vi ikke alle er lige så store slaver af religionens bogstav, som typer som Isam B.
Der er bygget en beskyttende mur op omkring islam
For Isam B er opvokset i et land og i en tradition, som i årevis har været fremherskende i vesten, hvor man i har kunne udsætte religion for nar og grin, når blot dette ikke omfatter islam. Islam har på en eller anden måde fået særstatus i skoler og medier. Venstrefløjen og dele af højrefløjen har ligefrem haft et politisk raison´etre at beskytte muslimers religiøse følelser. Bygge en mur op omkring dem, der beskytter dem imod spot og spe.
På den baggrund bilder mange muslimer sig ind, at enhver kritik er imod forskellige tolkninger af deres religiøse sædvane ikke alene er kritik, men nærmest er synonym med den rene og skære islamofobi.
Det er næsten synd. Det har frataget dem muligheden for at lære nogle af de mest centrale elementer, der hersker i det vestlige samfund. Evnen til at grine af sig selv. Frataget dem muligheden for at grine af film a la Life of Brian. Og i sidste ende fratage dem muligheden for at blive en integreret del af det vestlige værdifællesskab, hvor religionskritik og humor lever side og side med gejstlighedens normer.
Misforstået hensyn låser muslimer i dogmatik
Venstrefløjens misforstået hensyn har med andre ord bidraget til at fastholde muslimer i et lukket værdifællesskab, hvor fåtallet, som typer som Isam B, udlægger teksten i forhold til de mange, der kunne have en drøm og ambition om at bryde med islamismen dogmatiske lænker.
Islamkritik er nemlig ikke længere religionskritik. Næ nej. Det er en kamp, som muslimerne kan forenes om og stille op som en modsætning overfor det vestlige samfund. Og i den kamp ofre man gerne et par af sine egne, der kunne have den frækhed at smide tørklæde, drikke en øl eller forsømme en af islams 5 søjler. Gør man det, er man nemlig ikke en del af det muslimske fællesskab, men stiller sig på vestens side overfor sine trosfæller. Det er den kamp, som venstrefløjen har bidraget til at gøde jorden for.
Troede man så, at man havde lært af sine fejltagelse, må man desværre tro om igen. For som erstatning er Woke´ismen dumpet ned som en appelsin i turbanen.
Nu er det ikke kun muslimer, der skal etableres et modsætningsforhold overfor. Nu vil pludselig alle farves sorte. Cleopatra var sort. Kong Richard var garanteret adopteret koreaner og måske konverterede H.C. Andersen til Islam. Intet er helligt for Woke´isterne. Det skulle da lige være muslimers religiøse følelser. Den afledte effekt er desværre, at muslimer aldrig finder sig til rette i vesten. At de aldrig bliver en del af Danmark.
Woke, venstrefløj og islam i uhellig alliance
For de kræver nemlig konstant et opgør med de traditioner, som gør, at man har hjemme her. Og det sørgelige er, at de har en uhellig alliance med venstrefløjen og Woke´isterne. De ser nemlig stort på den historiske sandhed og de danske traditioner, når bare muslimerne må have den godt - og deres kamp imod deres fjender kan derfor fortsætte i det uendelige.
Derfor kan ingen bryde ud af den sociale kontrol. For en hver selvstændig og rationel beslutning, der kunne tænkes af blive taget af et selvstændigt individ der bekender sig til islam, bliver hurtigt kvalt af islamismens masseideologi som en modsætning overfor Vesten. “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,” sang Isam B. Men hans stædig kamp mod sit såkaldte hjem, brænder lige så stille væggene ned, hvis ikke snart venstrefløjen og Woke-ideologiens disciple vågner op og fortæller, at man ikke er dansk blot fordi, man synger nogle strofer.
Danskhed er hele pakken - velfærd, frihed, humor samt evnen til at håndtere kritik, nar og grin. Lige meget hvem man tror på. Og uanset hvor sort man er, så er man altså ikke udsat for diskrimination, fordi historien fortæller, at Cleopatra ikke var sort, at Richard Løvehjerte var Normanner og konge af England og at H. C. Andersen hverken var muslim endsige skal portrætteres i potentiel kommende film af en skuespiller, der kunne hedde Ali eller Muhammed.
Måske det lige frem kunne motivere nogle individer til at tage et opgør med deres religions dogmatiske meningstyranni. Men det sker ikke, hvis man konstant insisterer på Woke´ismens ideologiske dogmer og venstrefløjens misforståede hensyn til religiøse følelser.
