Hvad har den amerikanske statsmand Benjamin Franklin, den britiske historiker Robert Conquest og Liberal Alliances Anders Samuelsen til fælles?
Franklin tillægges det citat, at en republik kun kan fungere, hvis der ikke er for meget i den, der skal afgøres politisk.
Conquest formulerede den historiske lov, at enhver organisation, som ikke er eksplicit højreorienteret, før eller siden ender som venstreorienteret.
Og Anders Samuelsen prøvede forgæves at sælge en økonomisk politik, som ville have ført den offentlige sektors størrelse tilbage til Nyrup-regeringens niveau i 1990'erne.
Stadig forvirret?
Vi starter med Samuelsen. Hans plan blev udskammet som en velfærdsmassakre af de røde og mødt med et køligt nej tak af de øvrige blå. Man kunne ikke sådan gøre den offentlige sektor mindre. Venstre og Konservative stod nu for en politik, som var mere rød, end Socialdemokraternes havde været for blot en håndfuld år siden. Som Conquest ville sige, bliver alting mere venstreorienteret over tid.
Men hvorfor risler strømmen altid mod venstre?
Det har formanden for det amerikanske Center for the Study of Partisanship and Ideology, Richard Hanania, for nylig skrevet et essay om.
Hananias indsigt er, at de fleste demokratier er karakteriseret af to cirka lige store blokke. Blokkene er dog ikke ens. På baggrund af data fra USA sandsynliggør Hanania, at venstreorienterede i snit er mere investerede i deres politiske holdninger. De afslutter oftere venskaber med folk, de ikke deler holdninger med, nægter hyppigere at høre modpartens argumenter og har sværere ved at tolerere tilstedeværelsen af folk, som er politisk uenige med dem.
Så mens det er sandt, at vi har omkring 50% højreorienterede og 50% venstreorienterede, er det samtidig sandt, at vi har en overvægt af dybt aktivistiske venstreorienterede. Hanania foreslår selv, at fordelingen kunne være 61-39, altså en 22 points forskydning i de venstreorienteredes favør. (Til sammenligning blev det seneste amerikanske præsidentvalg afgjort med ca. 4 procentpoint og det seneste danske valg med ca. 4,4 procentpoint.)
Venstrefløjens projektmagere sidder tillige tungt på medier, universiteter og NGO'er, hvorfra de udøver ideologisk pres og aktivisme. Og det er ifølge Hanania en væsentlig grund til, at samfundet altid bevæger sig mod venstre over tid.
Hananias teori kan dermed ikke kun bruges til at forklare, hvorfor samfundet siver mod venstre, men også hvorfor, det af og til føles, som om at venstrefløjen har førstefødselsret til de vestlige demokratier. Når venstrefløjen regerer, kan den uddele penge til dekolonialistisk kunst på Aros, aktivistisk pseudoforskning på universiteterne og rundhåndede NGO-aktiviteter i Danmark såvel som udlandet. De venstreorienterede ideologer på medier, universiteter og NGO'er vil alle stå klar til at rose denne kurs, da den opleves som rigtig og naturlig for dem.
Men når højrefløjen regerer, kan alt fra den mindste besparelse på statsbudgettet, over appeller til klassisk æstetik og opgør med pseudoforskning anråbes som tilløb til fascisme. På den måde vil årene under en venstreorienteret regering opleves milde og skyfrie, mens årene under en højreorienteret vil være præget af højrøstet utilfredshed blandt samfundets snakkende klasser.
På én måde kan man selvfølgelig se det, som at højreorienterede selv er skyld i deres ulykke, da de ikke kan matche de venstreorienteredes ildhu. Hvis markant færre højreorienterede er villige til at dedikere alt, hvad de har til den politiske kamp (fordi de oftere har familie og virksomheder at se til), vil højrefløjen naturligvis tabe terræn over tid. Og hvis højreorienterede blot ønsker snusfornuftige grænser for politik på et overordnet plan (så de kan passe deres familier og virksomheder), mens venstreorienterede hver gang kæmper med alt, hvad de har, for det seneste klima-, køns- eller migrationsmål, er det klart, at den negerende og passive position vil tabe til den pågående og aktive.
Dermed er vi fremme ved den tredje brik af vores puslespil: Conquest sagde, at samfundet altid går mod venstre over tid, og ingen ville røre ved Samuelsens økonomiske plan. Men hvad med Benjamin Franklin?
Jo, Franklin mente, at et frit samfund kun kunne fungere, hvis der ikke var for meget i det, der skulle afgøres politisk. En konstitutionel republik med stærke begrænsninger på statsmagten var hans og hans ligesindedes løsning. Et fuldbyrdet demokrati ville blot kaste magten i hænderne på de folk, i hvem lidenskaberne er stærkest (hvilket vi i dag ville kalde de venstreorienterede).
Nuvel. Men givet at vi næppe kommer til at overgå til en konstitutionel republik med nidkære begrænsninger på statsmagten, hvad kan højreorienterede så gøre? Hanania ser kun én løsning. Hvis ikke højreorienterede ønsker at leve i et samfund, hvis værdier og offentlige debat reelt er defineret af venstreorienterede, bliver de nødt til at stemme på frygtløse ledere, som ikke er bange for at ligge i åben konflikt med det samlede medie-, NGO- og universitetslandskab gennem hele deres regeringsperioder – også selvom det ikke er kønt. Deres kandidaturer skal sælges som populistiske opgør, som befrier almindelige mennesker fra venstreorienterede paroler om indvandring, de ikke støtter, om kunst, de ikke kan lide, og kønspronominer, de ikke forstår.
Med andre ord bliver de højreorienterede nødt til at droppe drømmen om at blive betragtet som den anstændige borgerlige – den åndelige lægefrue i pels, som alligevel er god nok, selvom hun ikke er venstreorienteret. At indse, at de politisk har mere til fælles med Bjarke fra Sydsjælland, som har fået nok af den islamiske indvandring og mest forbinder udlandet med Sunny Beach, end med souschefen fra Mellemfolkeligt Samvirke, som har et flot internationalt udsyn, og hvis kommasætning minder mere om ens egen.
Det er muligt, at mange borgerlige ikke har appetit på en sådan alliance. Men i så fald vil Conquests lov helt af sig selv sørge for, at sådanne borgerlige og det samfund, de lever i, fortsat vil rykke mod venstre.
Præcisering: Selvom Robert Conquest hyppigt tillægges den føromtalte lov i tidsskrifter og bøger, tyder noget på, at den først blev formuleret af den britiske kommentator John O’Sullivan.
