Jeg rammes af dyb taknemmelighed og ærefrygt, når jeg tænker på mænd, hunde og det overnaturlige mod, de udviste under The Great Serum Race for 100 år siden. Der er tale om en opofrelse af dimensioner, der kan være svært at forstå for et menneske i dag. I andres tjeneste – ikke noget med selvrealisering, ”empowerment”, trutmundsbilleder på Instagram eller det, der er værre. Nej, alene for the greater good, som man ville sige på engelsk.
Og her er jeg; lokalet er varmt, der er lysdæmper på lamperne og jeg kan få mig en dobbelt espresso med et snuptag. Jeg har lyst til at råbe tak så højt, jeg kan. Min stiltiende taknemmelighed forplanter sig i stedet til en tåre i øjenkrogen i respekt for en af menneskehedens store præstationer.
