Der er mange veje til Rom, men jeg vil begynde med et begreb, der allerede for 20 år siden blev brugt i England: new men. Det var det, man kaldte Tony Blairs åndelige efterfølgere. Ikke mænd i klassisk forstand, men bløde eftersnakkere, der kan tale i timevis om racisme, sexisme, klimakrise og menneskerettigheder – uden nogensinde at sige en original sætning.
Vi kender dem i Danmark. De bærer nylonjakkesæt, taler flydende EU-sprog og har altid en reference til en international konvention i baghånden. De går med FN’s verdensmålsnål i reversen, hylder alt, hvad der lugter af korrekthed.
Disse “mænd” kan ikke forsvare en nation, for de tror ikke på, at en nation er noget værd. De kan kun navigere i systemer, regler og cirkulærer – og de er de første, der rejser, hvis de får tilbudt en bureaukratstilling i udlandet.
