Juristen og forfatteren Rosa Brooks har skrevet en bemærkelsesværdig bog med den fængende titel How Everything Became War and the Military Became Everything - Tales from the Pentagon. Den er skrevet med afsæt i hendes tid i Barach Obamas administration og forfægter det synspunkt, at mens amerikanerne generelt har meget lav tillid til den offentlige sektor, har de enorm tillid til militæret.
Det betyder, at USA har tendens til at lægge opgaver hos militæret, som ingen andre kulturer ville gøre. Militæret er i en vis henseende været en stat i staten. United States Armed Forces er ikke en demokratisk stat. Militæret er tværtimod styret oppefra af ganske få mennesker. Det har sine egne regler, egne domstole, politi og fængsler, egne sygehuse og tandlæger – som er gratis, egne byer, butikker, skoler, osv. Det lyder jo lidt som en kommunistisk stat i staten, men det er det ikke. Det er USA's militær.
Våben her, der og allevegne
Det er almindeligt kendt, at USA til trods for årlige skoleskyderier ikke er i stand til at indføre en ordentlig våbenlovgivning. I Europa har staterne over 100 år inddrevet våben fra befolkningen. Således er der strenge regler for at have og opbevare håndvåben. I USA kan man i nogle stater gå ind i et supermarked og købe en halvautomatisk riffel på sit glatte ansigt. I USA er der 90 våben pr. 100 indbyggere. I Danmark færre end ti.
Vi tænker ofte, at amerikanerne er ligesom os, men det er de ikke. De har en markant anden kultur og andre værdier, navnlig når det kommer til våben. Mens den amerikanske filmhelt har våben og skyder og dræber de onde, laver Danmark film som Flamberede hjerter, Festen og Druk.
Ofte tillægges våbenlobbyen ansvaret for den liberale amerikanske våbenlov. Ligesom den har indflydelse på amerikansk indenrigspolitik, har den også på amerikansk udenrigspolitik. Våbenproducenterne er ligeglade med, om det er amerikanske eller europæiske skatteydere, som betaler - når bare der er omsætning i butikken. Summen af ovenstående resulterer i, at ingen andre nationer har så meget militær som USA.
Største militærmagt uden sammenligning
USA har verdens ti største hangarskibe af Nimitz-klassen, som er ved at blive afløst af ti endnu større af Ford-klassen. Det betyder den amerikanske flåde pt. har 11 hangarskibe i drift, ti af Nimitz-klassen og et af Ford-klassen. Herudover kommer et antal tilsvarende skibe under United States Marine Corps. Derfor er USA den eneste nation i verden, som kan projektere militærmagt overalt på jorden, og det gør de.
Siden 1991 har USA interveneret militært i 100 lande. Til sammenligning har Rusland et hangarskib, som ikke er operativt, men har ligget på værft siden 2017. Kina har to hangarskibe, og et mere på vej. Kina har sidst været i krig i 1978. USA har 128 militærbaser spredt rundt over hele kloden, Kina har en i Djibuti, Rusland 21, der alle sammen ligger i tidligere sovjetrepublikker bortset fra Syrien. Sidstnævnte er muligvis under afvikling.
Ukrainekrigens forudsætninger
Der er forskellige opfattelser af krigen i Ukraine. Bidens administration og Europa abonnerede på opfattelsen, at det var Ukraines suveræne ret selv at vælge allianceforhold. Trumps administration finder, at det var NATO's ønske om ekspansion ind i Ukraine, som provokerede Rusland i krig.
Europa har reageret med forargelse og vil hverken tale eller handle med Rusland, men Trump er begyndt på begge dele i stor stil.
På det helt åbenlyse plan handler konflikten om Rusland, der tager våben i hånd imod Ukraine. Det er et godt spørgsmål, om der var flere delmål i planen. Med krig i Europa opnår USA usikkerhed, hvormed man må forvente, at de europæiske stater vil øge deres indkøb af våben betragteligt.
Rusland bliver droppet som leverandør, og mange råvarer bliver i stedet for hentet hos USA. Samtidig giver det USA en større politisk rolle i Europa på bekostning af fransk/tysk lederskab. Og endelig medfører en proxy-krig med ukrainske statister imod Rusland et hårdt slid på og en svækkelse af Rusland.
Kommer Ukraine med i NATO, vil det bidrage til at omringe Rusland og give mulighed for NATO at angribe ikke kun fra vest, men også fra syd. Det hævdes, at de neokonservative for 30 år siden udarbejdede en sådan plan. Hvilke variabler, der har stået i Bidens regneark, kan vi kun gisne om. Nu er Trump kommet til, og han hiver tæppet væk under det hele.
Det amerikanske demokrati er en sinuskurve
Dermed er vi kommet til det sidste punkt, jeg vil fremhæve: at USA teknisk set er et demokrati. Det betyder, at der kommer en valgkamp, hvor præsidentrivalen vil kritisere den siddende præsidents politik.
Bush ville omdanne Irak og Afghanistan til demokratier, Obama ville stoppe disse krige, og åbnede døren på vid gab for Islamisk stat i Syrien og Irak. Trump og Biden trak stikket til Afghanistan. Trump aftalte en fred med Taliban, hvor de intet skulle gøre til gengæld, bortset fra at vente. Afghanistans regering og USA's allierede i NATO blev ikke engang hørt.
Biden valgte den hårde tilgang til Rusland. Trump sadler om og giver Rusland sejren for fred. Demokratier er systemer, som altid er i splid med sig selv og derfor ufatteligt dårlige til at fastholde en langsigtet strategisk målsætning. Demokratier har som regel en planlægningshorisont, som varer til næste valg. USA opfører sig som den evige sinuskurve.
Amerikanske vælgere har magten
Jeg tror dog, der kommer noget godt ud af den nuværende situation. Trumps adfærd vil endelig få det til at gå op for Europa, at afgørelsen aldrig falder på slagmarken, men blandt de amerikanske vælgere. Derfor er det mit håb, at Europa vil sige nej tak, næste gang USA beder om hjælp til krig. I 80 år har Europa ladet USA træffe alle strategiske beslutninger. Det er forhåbentlig slut nu.
EU har vist sig som en meget dygtig hybridkrigsaktør og har vundet millioner af kvadratkilometer i Østeuropa uden at løsne et skud. Det vil være en meget stor fejl at afløse denne fredelige strategi med USA's væbnede tilgang, som traditionelt under tidligere præsidenter var den foretrukne.
Slut med aktivismen
Vi bør lytte til vores erfaringer og lægge den aktivistiske udenrigspolitik helt i graven og forbeholde vores militær til forsvar af NATO's eget område. Derfor skal vi have et troværdigt forsvar, og NATO bør ledes af Europa. Det skal være slut med at gribe militært ind i områder udenfor. Det er dyrt og ender som en katastrofe næsten hver gang.
USA solgte flere gange disse krige på demokrati, frihed og andre ord, men realiteterne på slagmarken er, at mennesker dør, værdier bliver ødelagt, og der kommer intet godt ud af det.
Trump vil have fred. Der er nogle hårde realiteter, og det er, at frontens forløb danner udgangspunkt for den ny grænse, og at Ukraine ikke kan få amerikanske sikkerhedsgarantier. I stedet for prøver Trump at involvere USA økonomisk i Ukraine for at afskrække Rusland. Det er naturligvis en bitter pille at sluge for Zelenskyj og Ukraine, som er blevet offer for ovenstående mønster.
Trump har kun fire eller måske kun to år
For Trump er Ukraine en tabersag, og han vil have USA ud af den. Trump ser ingen mulighed for at skubbe Rusland tilbage og er bekymret for, om det skal udvikle sig til 3. Verdenskrig.
Det er svært at læse Trump, fordi hans kommunikation er så ekstrem. Enten er han gal eller genial. Chok synes at være en del af hans kommunikationsstrategi. Bagefter trækker han halvdelen tilbage. Men hvad er hans inderste værdier?
Er han en købmand, som ikke kan se nytten i krig? Er han en grådig egoist, som kun tænker på at berige sig selv og måske USA? Vil han forvandle USA til et plutokrati som Ukraine og Rusland?
Der er sikkert nogen, som kan give et kvalificeret svar her på. Ellers må vi vente og se. Man kan spørge videre, om Trump får nogen varig effekt på USA? Kommer der en Demokrat om fire år - og kører sinuskurven videre i sit gamle spor? Store systemer har stor træghed. Trump har måske kun to år, før hans flertal forsvinder. Det er nok begrænset, hvor meget han kan nå at ændre USA. Han lever ej heller evigt.
Hvor efterlader det Europa?
Først skal Europa beslutte, om Europa vil fortsætte krigen uden USA, om Europa vil prøve at sabotere fredsprocessen og vinde tid, eller om de vil acceptere en fred gennem Trump.
Hvis de europæiske ledere accepterer fred, skal Europa beslutte, om Europa vil være med til at vinde freden, eller om Europa vil isolere Rusland og forberede sig på næste krig?
Personligt tror jeg, vi står os bedst ved at bakke op om Trump. Det giver os den bedste relation til USA, og det deeskalerer situationen til alles bedste. Europa burde være Ruslands største samhandelspartner, og naturligvis bør vi kunne engagere os i diplomati med Rusland. Det vil også gavne navnlig Tysklands og dermed hele Europas økonomi. Det er ikke i vores interesse at skubbe Ruslands vældige resurser i armene på Kina.
Krigen er ikke Det Tredje Riges genkomst
Krigen har udstillet Ruslands militær som ret ringe og på et lavteknologisk niveau. Mens det tog Tyskland et halvt år at køre fra Polen til Moskva i 1941, så har det taget Rusland tre år og enorme tab at tage 18 pct. af Ukraine. Det er på ingen måde imponerende.
Derfor skal det være min anbefaling, at vi giver freden en chance. Vi hjælper Ukraine med genopbygning. Vi genoptager handel og samarbejde med Rusland. Og vi skaber et troværdigt forsvar, som yder os sikkerhed, og samtidig giver vores arbejdsstyrke et kvalitativt løft gennem værnepligten.
