Det er efterhånden blevet til en del indlæg fra min side om medieskævheden i dansk presse, så der manglede en oversigt over de fleste af de bedste. 

Hermed er der et oplagt sted at linke til, hvis nogen vil have et overblik over, hvad jeg, Kontrast og andre mener, når vi siger, at journalisters personlige ståsted til venstre for midten afspejler sig i mediebilledet. 

Et godt sted at starte er Medieskævhed: Hvad det er – og hvad det ikke er, hvor jeg også kommer ind på, hvad vi ikke mener. Vi har nemlig et synspunkt, som er nemt at overdrive og karikere, og det vil ikke gavne forståelsen.  

Et tip til at formulere problemet i simpelt sprog finder du i Utænkelige programmer: Sådan kan vi fortælle om mediebias. Det drejer sig kort sagt om at vende tingene på hovedet, men læs selv nærmere. 

Nogle af de tendenser, der trækker journalisternes materiale til venstre, er standens selvglæde, tilbøjeligheden til at ophøje følelser til sandhed og selve de sproglige klichéer, som journalister bruger.   

Jeg har efter bedste evne ydet noget modspil til opgøret med objektiv journalistik. Jeg har også kaldt det for et bluffnummer af rang, når journalister har prøvet at pakke deres personlige holdninger ind i faglige dyder, især vedrørende kønspolitik og Black Lives Matter. 

Som den faste læser vil vide, er det mest kritisable og kritiserede medie Danmarks Radio, i og med at det er statslig mediekoncern, som du ikke kan fravælge at abonnere på. Her har jeg blandt andet beskrevet balladen om programmet Ellen Imellem, om Ole Ryborg, om Pride-ugens politiserende quiz på Instagram og P3, der stadig mere åbenlyst trækker ungdommen til venstre. 

Og som en bonus er der et modsvar til Det Værste Argument i Mediedebatten. Håber, det oplyser!